
Om dette arrangement
Tilfældige Biblioteks Brugere
Søren Valdemar Byrial er en nordjysk billedkunstner med base i Vrå. Hans kunstarbejde består hovedsageligt af portrætter af mennesker, og han medvirkede i tv-programmet ”Danmarks bedste portrætmaler” i 2021.
Søren udstiller bl.a. portrætter af nogle af Hjørring Biblioteks brugere, som han har mødt i løbet af sommeren. De færdige værker kan opleves i udstillingen på Hjørring Bibliotek og løbende på kunstnerens Instagram.
I en verden, hvor alt kan nåes med en internetopkobling og et par klik, kan bibliotekerne virke antikvariske. Alligevel strømmer folk fra alle aldre og alle samfundslag til, for de danske biblioteker har altid været noget helt særligt. Fra mødregruppen, der mødes med deres helt små tumlinge til den unge studerende, der søger hjælp til sin opgave, til pensionisterne, der mødes i læsegrupper. Biblioteket følger os gennem hele livet, og vi kommer for at inspireres, koble fra, mødes i fællesskaber eller i stilhed.
Den mangfoldighed er udgangspunktet i billedkunstner Søren Valdemar Byrials portrætter af Hjørring Biblioteks mange forskellige brugere, for ligeså mange inspirerende ord, der findes i de tusinder af bøger på hylderne, ligeså meget inspiration er der at hente i de besøgende, som lægger vejen forbi og benytter sig af bibliotekets mange tilbud.
I løbet af sommeren 2023 har Søren besøgt Hjørring Bibliotek og spurgt bibliotekets brugere om de ville deltage i udstillingen. Helt tilfældige brugere på helt tilfældige dage.
Alle værker er akvarel på papir og uden titler.