EU flag. Billede fra Unsplash af Guillaume Périgois
EU flag. Billede fra Unsplash af Guillaume Périgois

EU-valg - hvad rager det mig?

14.05.24
Søndag den 9. juni 2024 er der valg til Europa-Parlamentet, hvor Danmark skal vælge 15 ud af 720 medlemmer i Europa-Parlamentet.

Vidste du, at der siden 1972 er blevet afholdt hele ni folkeafstemninger om EU-spørgsmål i Danmark? Blandt andet en afstemning i år 2000, hvor danskerne skulle forholde sig til om den danske krone skulle udskiftes med euroen. Denne gang skal vi dog finde navnene på politikerne til EU-parlamentet.

EU-love bliver til danske love

Det er svært at give et helt præcist svar på, hvor meget af den danske lovgivning, der udspringer af lovgivning i EU, og det varierer meget fra politikområde til politikområde. Inden for handel, økonomi, landbrug og fødevarer har beslutningerne i Bruxelles dog rigtig stor indflydelse på den danske lovgivning.

Lige konkurrencevilkår

Det var en EU-lov, der tvang mastodonten Apple i knæ. I adskillige år har iPhones haft deres helt eget laderkabel, men stigende krav om lige konkurrencevilkår, øget harmonisering og fokus på klima udmundede i en lov om, at alle nye mobiltelefoner skal have en USB-C-lader. Derfor vinkede iPhonen farvel til lightning-stikket. Ingen vil savne Apples enegang på kabelfronten. Tak til EU!

En fodboldspiller på fri transfer

Fodbold er et universelt sprog og også et værktøj til at forstå EU's grundprincipper. En domsafsigelse i 1995 har haft banebrydende indflydelse på moderne fodbold. Den belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosman vandt en retsag, som betød, at en spiller er helt fri ved kontraktudløb. Ligeledes fik dommen den principielle betydning, at der ikke må sættes grænser for antallet af udenlandske spillere på et hold, så længe de kommer fra et EU-medlemsland. At kræve penge for en kontraktfri eller sætte kvoter er således et brud på loven om arbejdsmarkeds frie bevægelighed. AaBs forhenværende sportsdirektør Lynge Jakobsen udtalte engang, at nordjyder elsker vin ad libitum og transferfrie spillere. Endnu engang tak til EU!

Fremtidens udfordringer

En af grundstenene i EU er det indre marked, hvor både arbejdskraft, mennesker og varer kan flyde frit mellem landegrænserne, men EU-politikkerne håndterer mange andre udfordringer. I disse år oplever EU en stor tilstrømning af migranter, og i parlamentet skal der forhandles solidariske løsninger, som både tager hensyn til de enkelte medlemslande samt tilgodeser fællesskabet. De politikere, som vi vælger til parlamentet, organiserer sig i parlamentet efter deres holdninger. Hold øje med denne side, hvor du inden længe kan finde en kandidattest, så du kan blive klogere på, hvor du skal sætte dit kryds til valget.

Det er vigtigt at stemme

Danmarks interesser i EU varetages i høj grad af de danske ministre, men i Europa-Parlamentet behandles lovforslag. I 2019 steg valgdeltagelsen gevaldigt. Det var meget positivt. Hele 66,02 % af danskerne stemte ved sidste valg. Hvis du vil med ind i maskinrummet og opleve, hvordan en dansk EU-politiker arbejder i krydsfeltet mellem lobbyister og ideologi, så kan du se en helt ung Dan Jørgensen i denne anbefalelsesværdige dokumentarfilm. Den handler om arbejdet for at lave en ny lovgivning om kemi i hudplejeprodukter. Det er de store følelser (og penge) der er på spil, når mange års politisk arbejde skal til afstemning i parlamentet.

Artiklen er lavet med inspiration fra Christian Langelund Hansen, Aalborg Bibliotekerne.

Hvem kan jeg stemme på? Hvad er deres politikker og holdninger? Og hvad laver Europa-Parlamentet?

Find svar på dine spørgsmål om EU-valget her.

Hjørring Kommune logo

Information fra Hjørring Kommune:

Valgstederne har åbent på valgdagen d. 9. juni mellem kl. 9 og kl. 20.
Find dit valgsted her

Her kan du brevstemme
På bibliotekerne i Vrå, Hirtshals og Sindal er der mulighed for at brevstemme onsdag d. 29. maj kl. 9-13 og lørdag d. 1. juni kl. 9-13.

Materialer