Vi læser sammen - en online læsefestival
Vi læser sammen - en online læsefestival

Læsefestival - Online - Hele marts måned!

15.02.21
I marts måned er der læsefestival på Facebook, hvor Lotte Garbers' 'Løbeklubben i Saudi' er valgt af læserne til en ny online læseklub, hvor du kan læse og diskutere i fællesskab med andre fra hele landet.

Litteratursiden kan du læse mere om læsefestivalen. For at deltage, skal du bare bede om optagelse i den offentlige Facebook-gruppe: Vi læser sammen - debat. Så bli'r du hurtigt lukket ind i varmen og kan være med.

Et appetitvækkende opslag i gruppen lyder således:

Der er kommet så mange nye med i gruppen, og det er så dejligt!

Mit navn er Camilla, og jeg er ansat ved Aarhus Litteraturcenter og er dermed en af arrangørerne bag læsefestivalen Vi læser sammen. Det er første gang, vi afholder festivalen, og vi glæder os rigtig meget til at dele den her læseoplevelse med jer, men i tryg corona-afstand.

Lige nu er vi ved at lægge sidste hånd på programmet for marts måned, der står i LØBEKLUBBEN I SAUDIs tegn. Programmet kommer både til at stå på live events rundt omkring i landet - om coronaen vil det - og alt bliver streamet, så man kan være med, uanset hvor i landet man bor. Og så skal vi selvfølgelig læse bogen.

Den er super god, så jeg kan godt forstå, hvis nogle af jer allerede er godt i gang - og der er sådan set heller ikke andre regler her end at holde en god tone (og selvfølgelig at man ikke må spoile noget for hinanden). Hvis du vil, kan du læse bogen allerede nu; så er du bare foran i pensum, når vi går i gang med at diskutere bogen til marts. Du kan også være med i vores "samlæsning", hvor vi læser en bog bid for bid hver uge og taler om det, vi har læst indtil videre. Det skal være sjovt og hyggeligt at læse, så du skal bare gøre det i dit eget tempo.

Indtil det bliver 1. marts er I velkommen til at bruge gruppen her til at stille spørgsmål - for eksempel om festivalen, eller om hvor man kan skaffe bogen (den findes som både fysisk bog, lydbog og e-bog) eller noget helt tredje. Der er heldigvis stadig mange biblioteker og boghandlere, der har åbent for afhentning, ellers kan bogen skaffes online.

Materialer