Anbefalinger fra avisen
Anbefalinger fra avisen

Anbefalinger fra avisen: Binge & bøger

03.02.21
I Vendelboposten anbefaler vi i denne uge: Bøgerne bag om seriesucceserne.

Nedlukning, aflyste koncerter og lukkede caféer – men heldigvis har vi stadig binge & bøger! Historier, der er så fængslende, at vi må ”binge” – sluge flere afsnit af den samme tv-serie i træk – eller kan have svært ved at slippe bogen, før vi har fået vendt sidste side. Flere af tidens populære serier på diverse streamingtjenester er baseret på/inspireret af romaner – eller har givet anledning til fagbøger og guides med baggrund og detaljer. Bibliotekarer fra Hjørring Bibliotekerne anbefaler her tre bøger bag og om serierne!  

Bo Gerner Nielsen

Dronninggambit – skak og en stærk kvindeskikkelse

Bibliotekar og skakspiller Bo Gerner Nielsen anbefaler ”Dronninggambit” – bogen bag den populære Netflix-serie, der siges at have øget interessen for skak, både blandt kvinder og mænd:
 - ”Dronninggambit” er en historie, som på samme tid handler om succes, styrke, ensomhed og afhængighed. Vi følger den forældreløse pige Beth, som har et enestående talent for skak. Hun vokser op på et børnehjem, hvor hun udvikler både sine evner for skak, men også en afhængighed af medicin og senere af alkohol. Talentet giver hende stor succes på skakbrættet, men hun forbliver ensom. På den måde er romanen meget virkelighedsnær, hvis man kender til andre skaktalenter i virkelighedens verden. Jeg anbefaler romanen på baggrund af den stærke kvindeskikkelse, det flydende sprog, den gode og spændende historie samt den dybe viden om skakspillet og dets miljø. Forfatteren Walter Tevis har også udgivet tre andre romaner, som er filmatiseret: ”The Hustler”, ”The Man Who Fell To Earth” og ”The Color Of Money”.

Tine Kragelund Vendelboposten januar 2021

Størst af alt – fængslende svensk krimi

Bibliotekar Tina Kragelund anbefaler Malin Persson Giolotos krimi ”Størst af alt”, der ligger til grund for Netflix’ miniserie ”Quicksand – Størst af alt”:
 - En af mine absolutte yndlingskrimier er “Størst af alt”. Den foregår på et svensk gymnasium og omdrejningspunktet er et skoleskyderi. I bogen sidder teenagepigen Maja på anklagebænken for at have medvirket til et skoleskyderi, og spørgsmålet om hendes skyld eller uskyld gennemsyrer bogen. Fra Majas perspektiv udfolder der sig en fortælling om et lukket rigmandsmiljø, hvor de forkælede unge lever et liv med penge, fester og masser af stoffer. Vi hører om Majas forelskelse i Sebastian - søn af Sveriges rigeste mand, og efter den første forelskelse har lagt sig, opdager Maja, at der er noget helt galt med Sebastian. Spændingen er høj hele vejen igennem, da vi langsomt får bidder af historien, og man har hele tiden tanken om, at der må ligge mere bag begivenhederne. Den psykologiske del, med skildringen af de privilegerede teenagere og deres overfladiske liv, er intet mindre end fantastisk, og bogen er samtidig også et stærkt portræt af de klasseskel, som gennemsyrer vores samfund. Netflix’ miniserie over bogen kan varmt anbefales til alle, se den gerne sammen med dine ældste børn/unge i familien og få en god snak sammen bagefter.

Lars Simonsen

Star Wars – i dybden med den geniale rum-sæbeopera


Bibliotekar Lars Simonsen forelskede sig midt i 1980'erne hovedkulds i George Lucas' fantastiske filmserie ”Star Wars”. Derfor anbefaler han alle de bøger, der går i dybden med selv de mindste detaljer fra filmene og tv-serierne. Lars forklarer:
 - ”Star Wars” byder på vilde eventyr, imponerende rumskibe, episke lyssværdsdueller og et hav af forskellige væsener fra en fjern, fjern galakse. Jeg har holdt interessen for denne geniale rum-sæbeopera ved lige gennem årene - også selvom de film, der kom efter den originale trilogi, episode IV, V og VI (1977-1983), har været af svingende kvalitet. TV-serien ”The Mandalorian” er dog det bedste, der er sket for ”Star Wars” siden den originale trilogi. Jeg glæder mig til at læse bøger, der går i dybden med alle mulige detaljer om denne serie. Indtil disse bøger udkommer, dykker jeg med stor fornøjelse ned i en bog som ”Star Wars - The Rise of Skywalker - Den illustrerede guide”. Det er superfedt at læse om alle mulige nørdede detaljer i forhold til filmens forskellige karakterer, fartøjer, planeter og meget, meget mere.

Materialer