Anbefalinger fra avisen
Anbefalinger fra avisen

Anbefalinger fra avisen: Eventyr for alle aldre

11.03.22
Marts er eventyrmåned på Hjørring Bibliotekerne. Her hyldes de skønne klassikere som ”Klodshans”, ”Prinsessen på ærten” og ”Rødhætte og ulven” med udsmykninger og oplæsninger, både på biblioteket i Hjørring og lokalbibliotekerne i Vrå, Hirtshals, Sindal og Løkken. Men eventyr er mange ting og appellerer til mange aldre og mennesker. To bibliotekarer fra Hjørring Bibliotekerne giver her deres bedste eventyr-anbefalinger!

Adda anbefaler eventyr

Grimm for fortsættere

Adda Salomonsen anbefaler Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødkers ”Grimm og Grimme II: grumme eventyr genfortalt for gamle og unge”:

”Der var engang … Vi kender alle de kendte eventyr fra Brødrene Grimm og H. C. Andersen. Her finder vi helte og heltinder, der skal grueligt meget igennem - vi møder talende dyr, magiske besværgelser, sammenhold og kærlighed. Vi gyser og hepper og sukker til sidst, når alt falder på plads i den skønneste orden med et kys - eller man nikker samstemmende, når de kloge narrer de mindre kloge, og skurkene får som fortjent.

På biblioteket findes alle eventyrene i nyfortolkede og ikke så uhyggelige udgaver for de mindste. Men hvem kender de grumme, originale eventyr? “Grimm” og “Grimm II” er genfortalt for gamle og unge (fra ca. 12 år) af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker. Begge er de kendte forfattere, der skriver gysere for børn og unge, og som kan lave selve julen om til en højtid, hvor man bliver mørkeræd og går rundt med strittende nakkehår. Genfortolkningerne i disse to bind, som ligger tættere op ad de originale eventyr fra Brødrene Grimm, er altså ikke for sarte sjæle. Ulven er et rovdyr, og mor og far er ikke altid søde ved deres børn. Bøgerne er fantastisk godt illustreret af John Kenn Mortensen og understreger, at her kan man ikke regne med lykkelige eller retfærdige slutninger, men med en Snehvide med vanviddet lysende ud af øjnene og absolut ingen politisk korrekthed!

Skønt at få serveret det mærkelige og uhyggelige på en eventyrformel, der vækker ens indre kompas for moral og etik. Det her er en varm anbefaling til at læse alle de gode historier i de to eventyrsamlinger – alene eller læs højt for voksne og store børn.”

Lars anbefaler eventyr

Relevant fortælling om tidstyve

Lars Simonsen anbefaler Michael Endes ”Momo”:  
”Momo” er en eventyrroman af Michael Ende, som nok er mest kendt for bogen ”Den uendelige historie”.
Bogen fulde titel er: "Momo eller Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene". Romanen handler om en forældreløs pige, som er stukket af fra et børnehjem og bosætter sig i et ældgammelt amfi-teater i udkanten af en storby. Momo har en særlig evne til at lytte, være rolig og nærværende - og dét er noget mange af byens indbyggere sætter stor pris på.

De mystiske væsner ”De Grå Herrer” truer dog med at stjæle al tiden fra menneskene ved blandt andet at narre indbyggerne til at effektivisere. Momo bliver derfor en torn i øjet på dem. I et forsøg på at redde verden kaster Momo sig frygtløst ind i kampen mod De Grå Herrers tiltagende dominans. 

Bogen udkom i 1973, men med tanke på nutidens problemer med stress og jag er temaerne nærmest mere relevante end nogensinde før.

Materialer