
Blev du også ramt af Julefeber?
En af forfatterne bag julekalenderen er nemlig Mette Eike Neerlin, der har slået sig fast som en børnebogsforfatter med mere på hjerte end bare underholdning. Stilen kan siges at være socialrealisme, men bestemt ikke den dystre socialrealisme som vi kender fra 70´ernes børnelitteratur. Mette Eike Neerlins bøger kredser om alvorlige temaer som komplekse følelser, social isolation/ensomhed, sorg og fravær af ansvarlige voksne, men altid med en varme, humor og optimisme, der gør bøgerne til dejlige læseoplevelser Også for voksne.
Hun debuterede i 2011 med bogen “I anden række”. En ungdomsroman om 13årige Malou, der efter morens død bor hos sine bedsteforældre, der har lagt låg på både følelser og familiehemmeligheder. Malou holder alle fra livet og er alene med vreden og sorgen over morens død og først da en jævnaldrende pige flytter ind på bedsteforældrenes bed and breakfast får Malou åbnet for følelserne. Sørgelig bog men med masser af varme og humor.
Ensomhed og mobning er temaet i billedbogen “Historien om Ib Madsen”, hvor den for klassekammeraterne selvudslettende, nærmest usynlige Ib Madsen forsvinder på en lejrtur. Bogen er fantastisk illustreret af Rasmus Bregnhøi, hvor teksten siger et, mens illustrationerne fortæller en anden - og mere sand – historie. En gribende og tankevækkende men også svær billedbog hvis slutning lægger op til flere tolkninger.
Social ensomhed og fraværet af ansvarlige voksne er hyppige temaer i Mette Eike Neerlins bøger således også i “Ham”. Uffes søster Kikki bliver mere og mere mærkelig, og Uffe bliver den person hun betror sig til om stemmen i hovedet, der fortæller hende, at hun skal mishandle dyr. Forældrene forsøger at lukke øjnene for problemerne, og da søsteren til sidst bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling, er Uffe endnu mere alene med sine tanker og ensomhed.
Honey i “Hest, hest, tiger, tiger” er født med læbeganespalte ind i en dysfunktionel familie. Hun bor med sin hjerneskadede søster og sin hårdtarbejdende mor, når hun da ikke lige hver anden weekend besøger sin far med misbrugsproblemer. Det lyder dybt deprimerende, men Honey er en fighter, og der er stor kærlighed og humor i familien. Det store skift i Honeys liv sker da hun (p.g.a en af mange løgne) ender som besøgsven for den kræftsyge Marcel, der lærer hende at lytte til sig selv.
Hest, hest, tiger, tiger er oversat til flere sprog og har vundet og været nomineret til flere priser i både Danmark og udlandet.
Den seneste bog fra Mette Eike Neerlin, “Bello”, handler om handicappede Bello, der er træt af at blive behandlet som et råddent æg af alle - indtil han møder pigen Ane, der er sur på ham og bestemt ikke har fløjlshandskerne på. En smuk, usentimental billedbog fint illustreret af Otto Dickmeiss.
Temaerne i Julefeber går således igen i Mette Eike Neerlins forfatterskab og har måske rod i hendes egen barndom, der var præget af at føle sig anderledes og udenfor. Du kan læse mere om forfatteren og bøgerne på https://forfatterweb.dk/oversigt/neerlin-mette-eike#anchor7750
God læselyst - bøgerne kan alle lånes på Hjørring Bibliotekerne og som e-bøger på ereolen.dk