Nisser der læser julebøger på biblioteket
Nisser der læser julebøger på biblioteket

Dejlige billedbøger med julehistorier til de mindste

24.11.20
Selvom december er en travl måned, så skal der være tid til en hyggestund med en god billedbog også for familiens yngste. Der findes en lang række billedbøger om jul på eReolen, lige fra de traditionelle med hygge, sne og julegaver til de humoristiske fortællinger om moderne børnefamiliers mere utraditionelle fejring af denne højtid.

Først et par bøger der kan læses helt ned i 2 års alderen.

Hunden Ib er kendt og elsket af mange af de mindste børn og selvfølgelig holder han også jul sammen med musen. I Ib holder lillejuleaften giver de hinanden gaver på lillejuleaften. Det er nogle meget små gaver, men hvis man nu lægger dem under træet til i morgen, så vokser de måske i løbet af natten. For i morgen er det jo storejuleaften, og det betyder måske store gaver.

Alexander Steffensmeier har skrevet mange dejlige billedbøger om koen Lotte, der i Det er snart jul, Lotte næsten ikke kan vente. Der dufter af hjemmebagte småkager, og de sidste gaver er pakket ind. Bare det nu snart var jul.

Willi holder jul er en sød lille bog om forberedelser og forventninger for de allermindste. Willi glæder sig rigtig meget til juleaften, for han ønsker sig nemlig én bestemt ting i julegave. Da han ikke får det, bliver han slemt skuffet. Heldigvis får gaven fra farfar Willi i godt humør igen.

Julegaverne er der også fokus på i Ollies julegave. Endelig er det 1.december! Ella og Ollie har ventet længe, men december er en travl måned med mange hemmeligheder. Da far skal pakke Ollies gave ind, kan Ollie ikke lade være med at kigge gennem nøglehullet …  Historien om Ollie kan læses fra 3 år.

Super Sofie og julemanden er en hæsblæsende, rablende gal og meget anderledes julebog, og man skal nok være mindst 4 år for at hænge på. En tyk mand med langt hvidt skæg falder ned gennem skorstenen hos Super Sofie på selve juleaften. Er det julemanden eller en tyv, der vil kidnappe hendes lillesøster? 

Kim Leine har brugt sit indgående kendskab til Grønland til at skrive en bog for de ældste billedbogslæsere. Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden handler om drengen Andreas, der julehygger med sin familie i Grønland. Undtagen far, for han kan ikke lide jul. Kan det ændres hvis far møder julemanden?, tænker Andreas og tager sin far med på en lang slædetur for at finde julemanden.

Og så er der jo alle de kendte figurer fra billedbøgerne: Gurli Gris, Villads fra Valby, Lasse-Leif, Sallys far, Vitello og Betty. De fejrer selvfølgelig også jul og har hver deres historie om juleforberedelser og julehygge. Du finder dem alle sammen på eReolen/eReolenGo
 

Udover de her nævnte billedbøger findes der mange andre dejlige julehistorier for hele familien på ereolen. Sågar enkelte bøger med tips til julebagning, mad og klip.

Materialer