Bibliotekar Charlotte Nielsen
Bibliotekar Charlotte Nielsen

Fædre i børnelitteraturen

26.08.22
Fantastiske og fantasifulde fædre i børnelitteraturen.

Den 2. august trådte de nye barselsregler i kraft i Danmark. Fædre har fremover ni ugers øremærket barsel, og det betyder reelt, at mor og far fremover kan vælge at deles ligeligt om bleskift, tøjvask og gåture med barnevognen i barnets første år. I den anledning sætter bibliotekar Charlotte Nielsen fra Hjørring Bibliotekerne fokus på nogle af de fantastiske og fantasifulde fædre, man kan opleve i børnelitteraturen. Hun har fundet et udvalg af sjove, pinlige, stærke, gakkede, kærlige og helt originale fædre.

Humor i den kaotiske hverdag

“Poul og far” er en højtlæsningsserie for de mindre børn skrevet af Andreas Bræstrup Kirstein. Familien består af Poul, der er 3-4 år gammel, Pouls far og den frække dukke Pia Linda som det eneste indslag af hunkøn. Klassisk for denne type billedbog tager hver bog fat på et helt dagligdags emne. Det genkendelige i historierne er et godt udgangspunkt for oplæsning og samtale. Der er ikke særlig meget tekst på siderne, og dét giver masser af plads til Rasmus Bregnhøjs afsindigt flotte og livfulde illustrationer. Tegningerne er fyldt med humoristiske indslag og med detaljer, man kender fra sin egen kaotiske hverdag.

Pigen Pølse er en forholdsvis ny figur i børnelitteraturen, og indtil videre er hun at finde i fire yderst charmerende og flotte billedbøger, der spejler genkendelige hverdagssituationer for børnefamilier. Hvem vil ikke hellere have slik til aftensmad? Helt sikkert Pølse! I ”Pølse vil ikke spise aftensmad” har far lavet en lækker lasagne, som Pølse plejer at kunne lide. Men denne aften vil hun kun have fredagsslik. Hun bliver vred og gemmer sig inde på værelset. Til sidst går far med til at springe aftensmaden over, men kun på én betingelse; at Pølse ikke spiser andet end slik resten af weekenden. Det er en fantastisk god aftale, synes Pølse, men er det nu så lækkert kun at få slik både morgen, middag og aften? I virkeligheden hedder Pølse slet ikke Pølse. Det er bare noget, hendes far kalder hende, fordi han synes, hun er lige til at spise.

Far som den primære forælder

Forholdet mellem Pølse og hendes far er det store omdrejningspunkt for historierne om Pølse, og dermed taler bøgerne ind i en tendens i børnelitteraturen, hvor det er faren, der er skildret som den primære forælder. Det ses f.eks. også i de populære bøger om Sallys far af Thomas Brunstrøm. Sallys far går med sneakers, stramme jeans, t-shirts med heavy metal bandnavne og er frygtelig pinlig. Han bander, gider ikke spise grøntsager, får usædvanlige ideer og kravler gerne rundt på gulvet og leger med sine unger Sally og Eddie. Serien er virkelig morsom og afspejler livet i en travl, moderne småbørnsfamilie.

Der er flere letlæste seriehits, hvor fædrene spiller hovedrollen, læs f.eks. ”Far og Hasan” af Marie Duedahl eller den omfangsrige serie ”Det er Palles far” af Jørn Jensen.

Mangfoldige familieformer

Ligesom i virkeligheden spiller fædre en stadig større og mere nuanceret rolle i børnelitteraturen, hvor samtidens familiemønstre og forældreroller afprøves, karikeres eller udfordres. Børnebøgerne afspejler de mange forskellige familieformer og den mangfoldighed, der findes.

Rigtig god læselyst med bøgerne om alle de skønne fædre!

Materialer