Landskabsbillede med grønt græs og solskin fra COLOURBOX
Landskabsbillede med grønt græs og solskin fra COLOURBOX

Gode bøger om naturen

15.07.22
Naturen er derude. Og måske er vi blevet lidt bedre til at sætte pris på den efter de sidste par års corona-livsstil. Især om sommeren kommer mange af os mere ud i naturen – også bibliotekets personale, der her anbefaler tre gode bøger med natur-tema…

Martin Jørgensen

Det summer i den svenske skov

Martin Jørgensen har læst Nina Burtons ”Livets tynde vægge” og fortæller om bogen:

- Den svenske forfatter Nina Burton overtager et ældre sommerhus i en svensk skov. Her vil hun nyde roen, tænke, slappe af og skrive sine bøger. Alt virker fredfyldt, indtil hun begynder at renovere på det gamle hus, og det viser sig, at hun ikke er så alene, som hun først troede. I husets vægge, under gulvbrædderne og på den vilde sommerhusgrund myldrer det med liv og lyde. Her boltrer myrer, ræve, egern og fugle og meget andet sig i hobetal.

- ”Livets tynde vægge” er en bog, der placerer sig mellem beretning og faglitteratur. Nina Burton tager læseren med på en personlig og vedkommende oplevelsestur, hvor man bliver klogere på en lang række emner – alle, i større eller mindre grad, relateret til Nina Burtons sommerhus og hendes familie.

Her lærer vi f.eks. om humlebiernes avancerede familiemønstre, om rævenes snuhed og de historiske forsøg på at tæmme de vilde dyr. Vi hører også om myrers fremmedartede, men alligevel velkendte levevis og om, hvorfor træer er så vigtige for biodiversitet, mytologier og psykisk velvære.

- Alt dette og mange andre facetter bliver vævet sammen til en varm, oplysende og vedkommende bog. En læseoplevelse, der garanteret giver læseren lyst til både at komme mere ud i naturen, lægge mere mærke til fuglenes sang og at sætte sig på knæ og studere den fantastiske naturs verden lidt nærmere. Den er trods alt lige foran os.

Lone Due Bak

Bliv natur-klog!

Lone Due Bak anbefaler bogen ”Vi er natur: Genopdag naturen og mærk dens helbredende kræfter” af Simon Høegsmark, Sigurd Hartvig og Jane Sørensen. Hun siger: - Efter corona-tiden har mange mennesker fået øjnene op for, hvor godt det er at være udendørs. Hvad enten man går, løber, cykler, sejler eller måske ligefrem rider, oplever man ofte et større velvære, både mens man er der og bagefter. Hvordan kan det nu være? I denne bog er der både let forståelige videnskabelige forklaringer, små øvelser og ikke mindst gode fortællinger om, hvorfor og hvordan man får mest ud af sin tid derude. Man behøver ikke at kramme et træ eller ligge på ryggen og lytte til jordklodens hjerteslag. Man kan bare gå en tur og kigge sig omkring. Sætte sig i skoven, markskellet eller strandkanten og kigge og mærke. Jeg er især blevet opmærksom på, hvor godt det er at sidde stille og bare se.

- Bogen har masser af inspirerende forslag og forklaringer og nogle gode oplæsningspassager til både garvede ”naturbrugere” og nybegyndere. I samarbejde med foreningen Jordforbindelsen har vi på biblioteket lavet nogle litteratur-gå-ture, hvor vi kombinerer læse- og litteraturoplevelser – i den forbindelse bruger vi nogle af de tips og tricks, bogen foreslår. De ture kan du komme med på i efteråret. Følg med på vores hjemmeside, når vi i august måned lancerer vores efterårsprogram! Der findes i øvrigt masser af andre, lignende bøger, som man med fordel kan læse og blive natur-klog af.

Anders Thomsen

Strandet i naturen og forhistorien

Anders Thomsen har læst bogen ”Hvordan man opfinder alting – En overlevelsesguide for den strandede tidsrejsende” af Ryan North og har disse gode råd:

- Fly aflyst? Bare rolig vi har guiden til en mere spændende ferie! I tider, hvor en masse fly bliver aflyst, står man typisk og tænker – hvor skal vi så tage hen? Køre en tur til København eller Berlin, sejle en tur til Skærgården eller bare blive hjemme og familie hygge? Hvad med at gøre noget, som alle de andre ikke gør og slippe for irriterende skrål, fulde mennesker, mandlige tyske turister i for små badebukser og generelt bare mennesker.

- Tag på en tidsrejse og rejs 10 mio. år tilbage i tiden, hvor du ikke skal døje med andre mennesker! Dog vil du nok have problemet, at du mangler de basale bekvemmeligheder. Bare rolig: det er der en løsning på. Du skal blot anskaffe dig bogen ”Hvordan man opfinder alting – En overlevelsesguide for den strandede tidsrejsende”.

- Det her er en fantastisk humoristisk bog, der beskriver, hvordan du opfinder alt lige fra teknik og matematik til filosofi og kunst. Bogen beskriver på et forståeligt niveau, hvordan disse ting fungerer og gør dig i stand til at overleve i en anden tidsperiode. Det hele er skrevet med et glimt i øjet, mens det samtidig giver dig indblik i og viden om, hvordan disse ting er opstået. En bog, der bør læses af folk, der er nysgerrige på alt fra naturvidenskab til filosofi og generel viden.

Materialer