Isolationer i litteraturen

Men hvis man tygger lidt mere på sagen, er det at være afskåret fra resten af verden ikke nødvendigvis en dårlig ting.  

For mange forfattere er isolationen som et langt ægteskab. Det begynder med en forelskelse; man kan slet ikke lade være, man drages og havner altid i det samme rum, og på et tidspunkt aftaler man at tilbringe resten af livet sammen. Det er en pagt. 

Virginia Woolf måtte for eksempel have a room of one's own – et værelse som kun er ens eget til at skrive i – for at kunne skrive, og i den nordiske litteratur er den isolerede hovedperson nærmest reglen snarere end undtagelsen.  

Tænk bare på Knausgaard, der skriver sin kamp ud på sit arbejdsværelse, hvor familien glider i baggrunden til fordel for skriveprocessen. Tove Ditlevsen lagde slet ikke skjul på, at hun foretrak sit eget selskab, og islandske skrivemaskiner som Halldór Laxness og Jón Kalman Stefánsson beskriver Island som et vindblæst fængsel uden mulighed for udgang. Blot for at nævne nogle få.  

I litteraturen vrimler det med både fortællere og hovedpersoner, der på den ene eller den anden måde er isoleret. Ofte er det to sider af samme sag. 

Et af de mest berømte eksempler er nok den amerikanske forfatter og filosof Henry David Thoreau, der med sin bog Walden (på dansk: Walden – Livet i skovene) beskriver to års isolation i en spartansk hytte i den nordamerikanske natur. 

Thoreau kredser om naturen og isolationen heri som en mulighed for at finde tilbage til noget, det moderne menneske har glemt. I dette tilfælde rimer isolation på fordybelse og kreativitet; gå en tur, glo på et træ, skriv dine tanker ned. Alene. Bogen udkom første gang i 1854 men kan sagtens læses med nutidige øjne. Måske kan det at være midlertidigt begrænset i sin hverdag endda afføde nye syn på tilværelsen. 

Isolationen har mange ansigter. I nogle tilfælde er den selvvalgt, for eksempel når en forfatter rejser ud i skoven og vælger at leve blandt planter og dyr som et projekt. Men hvad sker der egentlig med os mennesker, når vi bliver pålagt at isolere os; når vi ikke har noget valg? 

Den ultimative og værste form for isolation må være den, man oplever i fangenskab. Således hører vi om krigens rædsler i den nu berømte dagbog, som pigen Anne Frank dristede sig til at nedfælde under Anden verdenskrig. Heldigvis kan handlingen i Anne Franks dagbog ikke sammenlignes med den krise, som verden gennemgår i øjeblikket, men ikke desto mindre kan man læse eller genlæse hendes historie og tænke: Det hele kunne være meget værre!  

I det hele taget medfører undtagelsestilstande ofte fortællinger ud over det sædvanlige. I nyere tid har vi fået beretningen Ser du månen, Daniel, som handler om en ung mand, der bliver holdt fanget af Islamisk stat i 398 dage. Fotografen Daniel Rye gennemgår en række pinsler, som nok er svære at sætte sig ind i. Noget, vi alle sammen kan forholde os til for tiden, er imidlertid følelsen af at være fanget og isoleret fra den verden, man normalt kender.  

Sådan er det at være menneske; vi foretrækker frihed. Men når det ikke kan være anderledes, kan man lige så godt få det bedste ud af det. For eksempel ved at skrive sine tanker ned eller læse en god bog.  

Hermed en opfordring til at søge selskab i litteraturen.  

I bøgernes verden er der hverken krav om afstand, mundbind eller håndsprit, og man kan rejse Jorden rundt for et godt ord. 

Eksempler på litterære isolationer – og nogle bøger der har fået corona: