Ordkraft fylder 10 år - og sætter fokus på identitet

18.12.19
Store forfatternavne kommer til Ordkraft i Aalborg i april 2020

Ord- og litteraturfestivalen Ordkraft er en sejlivet størrelse. Hvad der begyndte som en afsøgning af, om Aalborg – og Nordjylland – overhovedet kunne bære en kulturel event, udelukkende baseret på ord, har siden vokset sig stærk og ind i mange menneskers bevidsthed. Op mod 8000 besøger hvert år den tre dage lange festival, der i 2020 runder de første 10 år.

Det skal naturligvis fejres med maner, siger formanden gennem snart ni år, journalist Jørgen Pyndt:

"Og det vil vi gøre ved at have identitet som et gennemgående tema, for i en tid med flydende eller manglende værdier, mangel på sammenhæng og overblik og med egoisme i stedet for kollektiv bevidsthed, da er det klogt at sætte fokus på identitet. For nu at sige det lidt fortærsket: Sætte spørgsmålstegn ved, hvem vi egentlig er som menneske. Og lige præcis det er forfattere og kreative ordfolk altså de bedste til."

Redaktionen og projektledelsen er i fuld gang med at stykke det omfattende program sammen, og nye navne føjes næsten dagligt til listen. Det endelige program falder i hak en måneds tid før festivalen afvikles, som sædvanlig i de rustikke rammer på Kulturcenter Nordkraft i Aalborg. Det sker i dagene 16.-19. april 2020.

"Vi vil bruge fødselsdagsfestivalen til at markere, at ordets kraft er uformindsket, og at det er det fineste redskab til at skabe kontakt mellem mennesker af vidt forskellig baggrund. Det er i de møder, det sker. Og her spiller litteraturen og kunsten i det hele taget en afgørende rolle", siger Jørgen Pyndt.

Brinkmann, Uthaug, Blædel, Eika og mange flere på programmet

Selvom programmet endnu kun er i sin vorden, så ligger det allerede nu fast, at der er store navne på vej til Aalborg i april næste år. Den prisvindende og modige forfatter Sara Omar kommer og fortæller om sin nyeste bog ”Skyggedanseren”, der – ligesom gennembrudsromanen ”Dødevaskeren” – tager afsæt i forfatterens kurdiske identitet.

Professor Svend Brinkmann gæster Ordkraft for første gang, og han er jo kendt for at spidde den menneskelige dårskab og hverdagens trummerum. Også vinderen af Nordisk Råds litteraturpris, Jonas Eika, har sagt ja til at komme til Ordkraft, og der er ingen tvivl om, at han vil udfordre egoismen, ikke mindst den politiske.

Anmelderroste Malene Lei Raben kommer til Ordkraft for at sætte fokus på identiteten som mødre og døtre, Maren Uthaug og Eva Tind vil kredse om samme temaer. Sara Engell og Sanne Munk Jensen vil især prøve at udfordre de unge, Kristian Bang Foss provokerer fantasien, mens Sara Blædel kaster sin kriminalbetjent Louie Rick ud i en svær identitetskrise.

Køn, nationalfølelse og et kig tilbage på 10 års festival

Udover de allerede nævnte temaer, så vil køn og nationalfølelse blive sat på dagsordenen, og Ordkraft glemmer selvfølgelig ikke børnene, som fredag formiddag kan boltre sig sammen med deres yndlingsforfattere. Udover forfattermøderne er der oplæsninger, musik, film, teater og anden performance med ordet som omdrejningspunkt.

"Og så arbejder vi lige for tiden med at sammensætte en fødselsdagshilsen til vores mange gæster. Vi vil vælge en forfatter fra hvert af de 10 år, Ordkraft har eksisteret, og invitere dem til en samtale for på den måde at trække tråde bagud og skildre, hvad der rent faktisk er sket i de 10 år. Det er ikke så lidt, så der er meget at glæde sig til", siger Jørgen Pyndt.

Som nævnt arbejdes der på højtryk med at sammensætte programmet, og på Ordkrafts hjemmeside kan du løbende følge med i, hvem der kommer til næste års 10 års festival.

Billetsalget er åbent

Har du fået lyst til at deltage i Ordkraft 2020, så er billetsalget åbent. Billetterne kan købes her

Materialer