Spisetid

02.05.20
Mange af os har pt. mere tid og hvorfor så ikke bruge noget af den tid på at lave lækker mad og afprøve nye opskrifter. Så her kommer lidt inspiration til kreative kokkerier.

Bibliotekar i Sindal Kirsten Gundersen har disse anbefalinger:

Hjemme hos mig har vi nu i 10 dage fulgt ”Sundt blodtryk på 14 dage”. Og vi strutter ligefrem af sundhed – vi spiser masser af grønsager og frugt (i fast såvel som flydende form), fisk, kylling, gryn, linser mm. Bogen er fyldt med gode og inspirerende opskrifter til alle måltider – og det smager godt. Falder blodtrykket? Det måles om 4 dage!

Turen til det store udland er sat på stand-by, men maden kan man jo forsøge sig med. Du finder et væld af spændende opskrifter fra hele verden i ”Verdens bedste gadekøkkener”. Er du til ”Balik ekmek” fra Tyrkiet eller kinesiske forårsruller, du finder opskriften her. Alle opskrifter ledsages af små fortællinger, så hver ret sættes ind i en kulturel og gastronomisk kontekst.

Hvem kan ikke lide en god gang pasta med lækker sovs. I ”Bolognese & mange andre velsignelser” får du 44 opskrifter på pastasovs fra alle egne af Italien. Enkelt og med få ingredienser – det er italiensk mad, når det er bedst – alle opskrifter er tilsat små hyggelige anekdoter.

Er du mere til lækre madmagasiner, så finder du dem på RB-digital. Udforsk f.eks. ”Clean Eating”, ”EatingWell” eller danske ”Spis bedre”

Uha uha kan man kombinere mad og gys? Ja, det kan Helene Uri i ”Honningtunger”. Fire kvinder i midt trediverne har en ”syklub”, hvor de mødes en gang om måneden. Den, der er aftenens vært, står for en tre-retters menu med tilhørende vine. Det er ren venindehygge – eller er det? Under overfladen lurer intrigerne og modbydelighederne. Det er ren gys det her – kvinde når kvinde er værst – tilsat lækker mad.

I Martin Kongstads ”Kokken der holdt op med at rødme” dækkes der op til en stor litterær og kulinarisk oplevelse. Kokken Magne skal forsøge at leve op til sin legendariske far, kampen om Michelin-stjernerne er hård og det er kampen for kærligheden også. En litterær smagsoplevelse med ingredienser af intriger, magt, begær og kærlighed.

Er man til det søde, er Jenny Colgans ”Den skønneste chokoladebutik i Paris” sagen. Engelske Anna får arbejde i en chokoladebutik i Paris. Chefen er kolerisk, arbejdet hårdt og utaknemmeligt, men da chefen bliver syg, træder Anna i karakter. Sød og letlæst roman om at gribe chancen, om kærlighed til gode råvarer og at det aldrig er for sent at møde sit livs kærlighed. Til slut i bogen er der opskrifter til den søde tand.

Det skorter heller ikke på film med madtema. På Filmstriben kan du fornøje dig med ”Bon appétit hr. præsident”, hvor den kvindelige kok Hortense ansættes som den franske præsidents personlige kok. Det er ikke uden udfordringer at være kvinde i en mandsdomineret verden, hvilket Hortense må sande. Filmen bygger på en sand historie.

Michelin-stjernerne jagtes i amerikanske ”Burnt”, hvor mesterkokken Adam Jones er gået ned med flaget p.g.a. sprut og stoffer. Nu skal et nyt liv og en ny restaurant stables på benene i London. Gribende og underholdende film med en fin skildring af det barske kokke-miljø.

I ”Soul Kitchen” kæmper græsk-tyske Zino for sin restaurants overlevelse. En ny-ansat stjernekok og Zinos halvkriminelle bror gør dog ikke noget godt for restauranten. Men Zino er ihærdig og kæmper for sin drøm om at få stablet en populær restaurant på benene. Man er godt underholdt i denne morsomme og samtidig tankevækkende film.