Danmarks største læseklub læser Maren Uthaugs. "En lykkelig slutning"
Danmarks største læseklub læser Maren Uthaugs. "En lykkelig slutning"

Vær med i Danmarks Største Læseklub?

28.10.20
Onsdag den 28. oktober åbner Danmarks Biblioteker op for Danmarks Største Læseklub på Litteratursiden.

Læseklubben afholdes hen over en 10 dages periode som optakt til www.bogfestival.dk den 7. - 8. november. Alle er velkomne i klubben!

Over ti dage kaster den virtuelle læseklub sig over Maren Uthaugs ”En lykkelig slutning”, som i foråret vandt Læsernes Bogpris 2020. De ti dage kulminerer med at Maren Uthaug optræder om læseklubben i DR den 8. november til deres maraton-litteraturudsendelse på 12 timer, i anledning af bogfestivalen.

Læseklubben afvikles online på bibliotekernes litteratursite www.litteratursiden.dk. Her læses bogen i ti læsesprint, og alle har mulighed for at være med, både fra starten den 28. oktober, ligesom man også kan hoppe på undervejs.

I løbet af de ti dage bliver der mulighed for at stille spørgsmål til Maren Uthaug, to bedemænd, en tidligere graver m.fl.
Svarene vises på https://litteratursiden.dk/boeger/en-lykkelig-slutning, og det er også her, at man som deltager kan stille sine spørgsmål.  I litteraturweekenden 7. og 8. november vil DR også komme omkring Danmarks Største Læseklub, om Maren Uthaug og hendes roman.

HVORFOR EN LÆSEKLUB?

Lysten til at læse sammen er eksploderet i de senere år. Bibliotekernes læseklubber og online læsefællesskaber, som er blevet stærkere under corona-perioden, giver muligheder for mere direkte kontakt med forfattere og mere personlige anmeldelser. Derfor har biblioteker over hele landet igangsat rigtig mange læseklubber over de senere år, og dermed givet læserne mulighed for at dykke endnu længere ned i litteraturen, og sammen med andre få mulighed for at dele og diskutere de mange indtryk, oplevelser og tanker, som bøgerne efterlader hos læserne.

Med Danmarks Største Læseklub giver bibliotekerne nu endnu flere litteraturinteresserede en nem og oplagt mulighed for at dykke ned i litteraturens verden, og da det udelukkende foregår online, er corona ikke en forhindring for at deltage.

Danmarks Største Læseklub har valgt at læse Maren Uthaugs ”En lykkelig slutning, som udover at have vundet Læsernes Bogpris og dermed har en bred folkelig appel, også - på sin egen særprægede måde - tackler et emne, som måske ikke har været så indgående behandlet i denne Corona-tid, nemlig døden.

Maren Uthaug fortæller om romanen i denne video, som blev lavet i anledning af at hun vandt Læsernes Bogpris 2020 - https://youtu.be/8ksWiumNm1M

VÆR MED

Alle kan være med i Danmarks Største Læseklub. Man kan deltage via en læseklub som man måske allerede er med i, ligesom man også kan deltage helt som sig selv. Har man ikke allerede bogen derhjemme kan man enten låne den på biblioteket eller på eReolen, hvor den også findes som lydbog. Lydbogen tager ca. 10 timer at høre, så i forbindelse med læseklubben passer det med at snuppe en time om dagen.

Opret en brugerprofil på Litteratursiden og deltag i læseklubben her: https://litteratursiden.dk/boeger/en-lykkelig-slutning

Kontakt Erling Lykke (erling.lykke@aalborg.dk) for yderligere oplysninger om deltagelse i læseklubben på Litteratursiden.

 

Oprindeligt skrevet af jes, Aalborg Bibliotekerne.

Materialer