Billeder fra Sindal Bibliotek
Billeder fra Sindal Bibliotek

Biblioteket i Soldalen har mange slags brugere

23.03.22
Besøg på Sindal Bibliotek.

Dagens nyheder, en bog til læseklubben eller et hyggeligt sted at lege og læse. Lånerne på Sindal Bibliotek kommer der af mange forskellige grunde, og nogle af dem lægger vejen forbi, fordi de har været til strikkeklub eller gymnastik i lokalerne, der ligger på 1. salen.

Læsekreds og inspiration til håndarbejde

Margit er en af dagens første lånere på en solrig forårstirsdag. Biblioteket åbner kl. 10, men hun har allerede været i huset en times tid. I det ene af de to lokaler ovenpå biblioteket går hun hver tirsdag til gymnastik sammen med en flok damer. Og i dag skulle hun lige omkring udlånet for at tjekke op på en bog til sin læsekreds. Margit fortæller:

- Vi har haft vores læsekreds i snart 25 år. Vi mødes cirka hver 3. uge og taler om en bog, vi har læst. I øjeblikket læser vi bøger med relation til Bornholm, i anledning af 75 års jubilæet sidste år for Bornholms befrielse. Kirsten her på biblioteket hjælper os med at skaffe bøgerne hjem.

Margit er pensioneret folkeskolelærer og kommer tit på biblioteket. Også for at finde bøger om håndarbejde, når hun skal hente inspiration til at strikke til sine oldebørn. 

En slags kulturhus

I et andet hjørne af biblioteket har Svend sat sig godt til rette med dagens aviser. Han er også pensioneret og bor tæt på biblioteket, så mindst et par gange om ugen kigger han forbi for at læse nyheder. Han når typisk igennem Politiken, Jyllandsposten, Ekstra Bladet og Nordjyske, når han sætter sig i avishjørnet. Svend siger om bibliotekets betydning for Sindal:

- Det betyder mere for byen at have sådan et sted her, end vi måske lige tænker over. Det er jo en slags kulturhus med de muligheder, der findes her. Jeg har stor gavn af at komme her og læse aviserne, og så falder jeg også over en bog ind i mellem. 

Flittige hænder

På førstesalen i biblioteksbygningen er der denne tirsdag formiddag en gruppe kvinder forsamlet, som illustrerer Svends beskrivelse af biblioteket som en slags kulturhus. Det er strikkeklubben Flittige hænder, som hver uge mødes for at hygge, drikke kaffe og strikke (eller lave andet håndarbejde). Flittige hænder blev startet op for syv år siden af Anne-Lise, som fortæller:

- Jeg havde været med til en strikkeklub i Hjørring, og så gik det op for mig, at sådan en kunne vi da lige så godt starte selv her i byen. Jeg snakkede med Kirsten, og så startede vi klubben nede på biblioteket. I takt med, at vi blev flere og flere, begyndte vi at larme lidt mere, og så flyttede vi herop ovenpå.

Det sidste siger Anne-Lise med et grin, der bliver vækker genklang hos de andre kvinder i Flittige hænder, som er enige om, at der bliver snakket og grinet en hel del, når de er samlet. Et par stykker pointerer også, at de faktisk er begyndt at læse mere efter at være startet i Flittige hænder, fordi de nu naturligt kommer omkring biblioteket en gang om ugen. 

Et hyggeligt sted at være

Op ad dagen suppleres bibliotekets brugere af mødre med børn i klapvogne og folk på vej hjem fra arbejde. Jeanet er forbi sammen med sin næsten voksne datter Marie for at finde nogle højtlæsningsbøger, hun skal bruge i sit arbejde som børnehavepædagog. Og i børnehjørnet er Kalle på 3,5 år i fuld gang med at opregne bibliotekets samling af Totte- og Lotte-bøger. Han finder dem frem fra bogkasserne, mens han fortæller sin mor Chanet, der sidder med 1,5-årige Karen på skødet, hvilke han kan huske, og hvad de handler om. Chanet fortæller, at familien bor i Bindslev, og at det faktisk kun er 2. gang de besøger biblioteket:

- Det er hyggeligt at være her – det er bestemt ikke sidste gang, vi kommer forbi. Vi bruger også biblioteket i Hjørring, men det er godt at skifte lidt. 

Indbegrebet af Sindal Bibliotek

Flere af dagens gæster nævner Kirsten, når de skal fortælle om deres brug af Sindal Bibliotek, hvilket er meget forståeligt. For bibliotekar Kirsten Gundersen er nærmest indbegrebet af stedet. Hun har været en del af biblioteksvæsenet siden 1982 og var med til at etablere Sindal Bibliotek, da det startede på byens nedlagte realskole. Hun beretter:

- Sindal Bibliotek fik heltidsstatus i 1982, og det betød bl.a. udvidet åbningstid, faguddannet personale og flere materialer. Biblioteket flyttede til sin nuværende lokalitet i 1991. I 2008 var vi udsat for en voldsom brand – heldigvis efter lukketid. Men det medførte, at vi fik hele biblioteket nyindrettet med de grønne og gule farver, der kendetegner stedet i dag. Det symboliserer byens beliggenhed midt i naturen og tæt på skov og sol. Sindal betyder jo ”soldalen”. 

Kirsten fortæller, at hun oplever biblioteket som et sted i stadig udvikling. I dag er det ofte familier, der kommer der sammen med deres børn, mens det tidligere i højere grad var et opholdssted for børn på egen hånd. Den personlige betjening er en mærkesag for Kirsten, uanset hvem låneren er:

- For mig har det været en god dag på arbejde, når jeg har fundet den rigtige bog til den rigtige låner – og når jeg måske har fået lov at anbefale dem noget nyt, de ikke lige kendte i forvejen. Og det går faktisk også tit den modsatte vej, at lånerne anbefaler mig en bog. 

Fakta om Sindal Bibliotek

  • Biblioteket havde først til huse i Nørregade, men flyttede i 1982 til den nedlagte realskole i Østergade.
     
  • I 1991 flyttede biblioteket til sin nuværende placering på Torvegade.
     
  • Har åbent alle ugens dage med selvbetjening og med personale mandag-tirsdag og torsdag-fredag.
     
  • Tilbyder udlån, adgang til internet, kopimaskine, scanner, print og PC.
     
  • Har pladser til hygge og fordybelse samt lokaler på 1. salen til møder og foreninger.
     
  • Besøgstallet lå i 2019 på 37.595 personer.

Kirsten Gundersen, bibliotekar på Sindal Bibliotek