Leg i skoven
Leg i skoven

Leg i naturen

15.04.20
Skoven indbyder til leg for børn og voksne. Vi inspirerer med fem ideer til leg og udforskning af naturen.

Skoven indbyder til leg for børn og voksne. Vi inspirerer med fem ideer til leg og udforskning af naturen.

I denne artikel har vi særligt fokus på, hvordan skoven indbyder til leg for børn og voksne. Denne artikel henvender sig til forældre, men er også relevant for eksempelvis lærere og pædagoger, der beskæftiger sig med børns sociale liv og læring.

Skoven i Danmark

Næsten 15 % af hele Danmarks areal er dækket af skov og skoven har altid været en vigtig kilde til både byggematerialer, dyreliv, hygge og fordybelse. Det er vigtigt at finde en sund balance i, hvordan skovens ressourcer udnyttes. Skoven er under konstant forandring. Der er træer i vækst og træer, der dør ud. Solens stråler skaber liv og organismerne vokser, men en hård storm kan vælte træer og skabe store ødelæggelser og omvæltninger. Skoven har altid være omgærdet af mystik og en blanding af hygge og uhygge. Lige så skøn og hyggelig som skoven kan være en lun aprildag i dagslys, ligeså frygtindgydende kan den være i kulde, mørke og regn en blæsende novemberdag.

Skoven som legeplads

Skoven har dog alle dage været et fantastisk sted for leg. Der findes mange naturlegepladser i skovene, men her vil vi gerne fokusere på den leg, der finder sted på skovens præmisser. Vi har derfor fokus på skovens naturlige legeredskaber, som i interaktionen med barnet, skaber legen. Der er altså tale om leg i sin rene og rå form, hvor der hverken er legetøj, elektronik eller andet menneskeskabt indblandet. Vi zoomer ind på børneleg på skovens præmisser, og hvor legen udformes i et samspil mellem barnet og skovens naturlige genstande.

Ingen legetøj

Når vi er på standen, har børnene tit medbragt skovle og spande til at bygge sandslotte. Når vi leger i haven, har vi bolde og trampoliner. Skoven er rå og ”nøgen” og indbyder på mange måder til leg, hvor man ikke medbringer andet end sin fantasi. Skoven rummer ro og giver plads til både fordybelse og vildskab, hvor man leger med de ting, som skoven tilbyder. I en materialistisk verden, hvor børn har tonsvis af legetøj og gadgets, kan det være en sund øvelse at lege på naturens og fantasiens præmisser for det stiller krav til opfindsomheden. Skovens rolige rammer, hvor der hverken er larm eller trafik, er en perfekt ramme til god leg og fordybelse.

Vores Top 5

Vi vil gerne give vores bud på en ”Top 5” over traditionelle lege i skoven, som ikke kræver legeredskaber. Sjove lege, der aldrig går af mode.

  • På 5. pladsen: Fægte og slås med pinde
    I skovbunden kan man finde en masse fantastiske kæppe og pinde af varierende størrelse. Det er fantastiske genstande til en god fægtekamp. Sådanne kamplege er sjove og gode for børnene. Det er fedt at være vild, men legen lægger også op til at øve sig i at være vild og voldsom på en kontrolleret måde. Kamplege som disse er gode for børnene i forhold til at afkode hinandens grænser, respektere et ”stop” og lære at håndtere at tabe/vinde. Samtidig træner man smidighed, koordination og motorik. 

    OBS: Pas på hinanden. Pinde kan slå hårdt og være spidse. Pas særligt på øjnene, når I fægter. Brug evt. beskyttelsesbriller og handsker, hvis det går vildt for sig.

    På 4. Pladsen: Samle ting
    Skoven er et skatkammer af smukke ting og det ligger i børns natur at samle ting i naturen. Tænk engang hvor mange flotte sten og skaller, man har samlet ved Vestkysten. I skoven kan man finde kogler, agern, kastanjer, grene, bær, kviste, mos og svampe. Det er en god anledning til at snakke med barnet om, hvad man, i respekt for naturen, må tage med hjem fra skoven og hvad der er no-go. Tingene kan bruges til eksempelvis juledekorationer eller bordpynt til en fødselsdagsfest. Finder man et stort, flot blad, kan man tage det med hjem til tørre og pres i en bog. Måske kan det bruge det som bogmærke?

    OBS: Spis aldrig svampe du ikke kender. Det kan være livsfarligt at spise en fluesvamp.
     

  • På 3. pladsen: Gemmeleg
    Gemmelegen er helt fantastisk, men forudsætter naturligvis, at man er mindst to personer, så der er én der kan tælle og én til at gemme sig. Den rollefordeling går på skift. Legen er simpel, men på det sociale plan træner man en helt masse ting i denne leg. For de helt små børn, er der noget lærerigt i gentagelsens kunst og at råbe ”kuk, kuk”,  mens barnet ikke kan se dig, men kan høre dig. Barnets sanser skærpes. Det vækker nogle følelsesmæssige ting i det lille barn, når det mærker og oplever at være adskilt og dernæst oplever gensynsglæden. For de større børn går der et konkurrenceelement i en gemmeleg. Det kan både handle om at snyde hinanden, lave teknikker og være opfindsomme i at finde nye gemmesteder. Der trænes en masse sociale spilleregler og selvjustits, og hvis legen skal være vellykket og få et flow, kræver det at børnene tilslutter sig de sociale spilleregler, de selv er med til at skabe i legen.

    OBS! Pas på at I ikke bliver væk fra hinanden. Ha’ respekt for skovens størrelse og leg på et afgrænset område. Bliver man væk i eksempelvis Rold Skov en kold vinterdag kan det potentielt være livsfarligt for et barn.
     

  • På 2. Pladsen: Bygge huler
    Det er mega fedt at bygge huler i skoven. Når børn bygger en hule i fællesskab, træner de både samarbejdsevner og kreative færdigheder. Det stiller krav til deres opfindsomhed og håndværksmæssige ”skills” at bygge en hule uden hjælpemidler og værktøj. En hule kan laves i kronen af et væltet træ, eller med en bunke af grankviste. En hule kan være et hjemsted for en hemmelig bande eller hvad fantasien finder på. Husk at skoven er allemandseje og det kan være en god ide at forventningsafstemme. Tal med børnene om præmisserne for en hule i en offentlig skov. Lynhurtigt kan man få ejerfornemmelse over en hule, men når man går fra skoven igen, kan man ikke råde over hulen længere. Omvendt kan det også være charmen, at man kan påbegynde et hulebyggeri i et krat, og måske falder andre over hulen og beslutter sig for at bygge videre på den. Husk, at et hulebyggeri skal være på naturens præmisser, så man ikke ødelægger træer eller knækker friske grene af træer, for at finde byggemateriale.

    OBS: Når man bygger huler, kommer man virkelig i kontakt med skovens materialer. Det giver en høj risiko for at skovflåter sætter sig fast på ens krop. De kan potentielt være farlige, da de blodsugende små mider, kan bære og overføre den sygdomsfremkaldende bakterie Borrelia. Når man har været i skoven er det derfor vigtigt at tjekke hinanden for flåter og fjerne potentielle flåter med en flåt-tang.

    Inspiration: Vi anbefaler den nye dokumentarfilm "Genopdagelsen" på Filmstriben, som handler om en skoleklasse, hvis undervisning flytter ud i naturen. Den rummer gode budskaber og er produceret enormt flot. Den var en del af Buster Filmfestival i 2019.
    Lån filmen "Genopdagelsen" på Filmstriben
     

  • På 1. pladsen: Klatre i træer
    All-time favoritten over lege i skoven er selvfølgelig at klatre i træer. Skoven er et slaraffenland for børn og barnlige sjæle, når det handler om at klatre i træer. Her træner barnet motorik, koordinationsevne, taktik og styrke. At klatre i træer, kræver mod, og det giver børnene en sejr at nå til tops eller nå toppens af en gren, som man stiler efter at bestige. Den giver et sug i maven, når man kommer op i højden og man kigger ned på forældrene, hvis øjne lyser af både bekymring og begejstring.

    OBS: Det højeste træ i Danmark er over 50 meter højt, så i sagens natur, kan det være livsfarligt at falde ned. Det er ofte lettere at kravle op end ned, og i en skov kan du ikke hentes ned af en brandbil med stige, hvis du først har begivet dig op i højden og ikke kan komme ned igen. Vær opmærksom på, at træklatring er en rigtig dårlig idé i regnvejr; trænernes grene bliver enormt glatte.

    Inspiration: Læs om Ivan Olsen, som har en far, der vil lære ham at svinge fra gren til gren ligesom Tarzan.
    Lån "Gummi-Tarzan" som ebog på eReolen 

Ud i naturen

Udinaturen.dk - er stedet til dig der leder efter du inspiration til de mange naturoplevelser, som du kan gå på opdagelse i.
Her finder du forslag til vandreture, shelters, cykelruter, legepladser og alt muligt andet.
Det er bare med at komme ud ud i naturen på egen hånd. 

Tags