E.T.
E.T.

E.T. fylder 40

20.09.22
Enkelte af de film man så i barndommen lagrer sig så dybt at de nærmest bliver en del af ens DNA.

For mit vedkommende gælder det især den oprindelige Star Wars trilogi der udkom i årene 1977 – 1983. Den geniale space western blev skabt af George Lucas og den fantastiske musik stod komponisten John Williams for.

En anden film med fokus på rummet og rumvæsener der også har printet sig godt og grundigt ind i bevidstheden er Steven Spielbergs E.T. the Extra-Terrestrial og også her var musikken leveret af John Williams.
En film som i år kan fejre 40-års jubilæum.

Da E.T. havde dansk biografpremiere den 26. december 1982 var jeg omkring 5 ½ år gammel og jeg så filmen i biografen sammen med min mor og far og storebror.
Det var en kæmpe oplevelse at se filmen om den  amerikanske dreng der bliver gode venner med et mærkværdigt vildfarent væsen fra det ydre rum.

Den tiårige Elliot opdager et rumvæsen der ved et uheld er blevet efterladt på Jorden og efter en del forvirring og kaos beslutter Elliot at hjælpe E.T.
E.T. er på en og samme tid en spændende, uhyggelig, sjov, sørgmodig og hjertevarm fortælling om ensomhed, hjemve, liv i rummet og venskab.

Filmen gjorde et kæmpe indtryk på de fleste og det kom hurtigt på mode i flæng at citere den berømte replik ”E.T. phone home..”

Pionerarbejdet med brug af avancerede special effects som Star Wars-filmene og det nystartede firma ILM (Industrial Light & Magic) stod for, nød filmen om E.T. også godt af.
Tænk for eksempel bare på den ikoniske scene hvor Elliot flyver på sin cykel med E.T. siddende foran på cyklen, og med den gigantiske fuldmåne i baggrunden. 
Sjældent havde man set SÅ fascinerende visuelle effekter på det store lærred. 

I den forbindelse vil jeg varmt at anbefale den nye dokumentarserie ”Light & Magic” på Disney+. Interesserer man sig bare en lille smule for filmmagi venter der her en stor oplevelse.
 

I dag er E.T. forbundet med en anseelig portion nostalgi hos mange der var børn i 80’erne. Ikke mindst når man falder over diverse E.T.-figurer i sine gemmer.
De fleste af nutidens børn kender ikke specielt meget til E.T. medmindre forældrene da har introduceret filmen for dem.
2019 udkom der dog en splinterny billedbog af Kim Smith der bygger på filmen.
Billedbogen kan måske være behjælpelig med at introducere en ny generation for den magiske fortælling.
Om ikke andet vil barnlige sjæle med hang til nostalgi elske at læse den højt for sine børn.

Tillykke med de 40, gamle alien!

Materialer