Forlagets beskrivelse af: Et helt liv af Robert Seethaler

Andreas Egger bliver som helt lille bragt til en isoleret østrigsk dal, hvor en bondefamilie nådigst tager ham i pleje. Som voksen finder Andreas sig et hjem på en bjergskråning på afstand af landsbyens etablerede liv. Andreas er en mand af få ord, men han arbejder stædigt og sammenbidt og træder i karakter en iskold morgen, hvor et menneske er i nød. Marie bliver hans livs mirakel, men hun må en nat give fortabt over for naturens overmagt. Anden Verdenskrig kalder Andreas til Rusland. Hjemme igen ruller udvikling og turisme ind over dalen. Bjergene summer af liv og aktivitet, Andreas finder igen ind i det landskab, der har berøvet, men samtidig givet ham alt. Hvilke store og små, lykkelige og tragiske øjeblikke former et menneske og dets skæbne? Et helt liv er en sitrende eksistentiel fortælling om en ydmyg mand, hvis tilværelse på forunderlig vis spejler en hel verden og et helt århundrede. Robert Seethaler er født 1966 i Wien og bosat i Berlin. Han slog igennem internationalt med romanen "Der Trafikant" (da.: Tobakssælgeren), der foregår i mellemkrigstidens Wien, og har på kort tid markeret sig som en af sin generations førende stemmer. "Et helt liv" blev ved udgivelsen en bestseller i Tyskland og har modtaget flere priser. Bogen er udkommet i adskillige europæiske lande samt USA. Et helt liv er forfatterens første bog på dansk.