Lektørudtalelse

Forfatter: Eva Lodal

2. del af Kaptajn Bimse og Goggeletten (1992). Nu introduceres Kong Kylie og med ham bogens tema: at savne nogen rigtig meget, at rejse ud og især at komme hjem igen. De fire umage personer fra 1.del: luftkaptajnen, hans co-pilot, Anna, og hendes rare bamse vil flyve kongen hjem, og rejsen bliver som én lang månebelyst, poetisk vinterekspedition, krydret med næsten nervepirrende begivenheder undervejs. Sproget er den kendte blanding af hu-hej, ordspil og pudsige misforståelser og af noget mere småbarnligt, bamse-tullet; der er mindelser om Peter Plys, foruden et stænk Buster i Goggelettens fandenivoldske stil (mens Kong Kylie viser sig at være kanonkonge fra landet Langt Borte, og det er nok lige så godt som Husum). En hyggelig, morsom og lidt rørende historie, der sikkert vil glæde alle dem, der tidligere har fulgt Anna og det sælsomme fly. Den kan læses op for børn fra 5 år, men de må gerne være ældre, hvis de helt skal fange den Reuterske ordstrøm. Ill. i samme stil og af nogenlunde samme omfang som i 1.del