Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Wilhelmsen

Denne bog er forfatterens første bog på dansk. 9-årige Bruno bor i et stort hus i Berlin, men en dag bliver han og hans familie nødt til at flytte til et hus, som drengen opdager ligger ved en stor lejr. Han kan ikke udtale stedets navn, men kalder det for Afsides. Langsomt går det op for læseren, at stedet må være Auschwitz, og at Brunos far er kommandant for lejren, udnævnt af Fyren, Brunos forvanskning af ordet Führer. Bruno er meget ensom og længes tilbage til Berlin, indtil han møder drengen Shmuel fra den anden side af pigtråden. De 2 drenge mødes hemmeligt ved hegnet, indtil Bruno får at vide, at han skal flytte tilbage til Berlin. Det får drengene til at træffe en skæbnesvanger beslutning. Bogen er fortalt som set fra den naive og gammelkloge 9-årige lejrkommandantsøns synsvinkel. Det giver et usædvanligt og tankevækkende perspektiv på begivenhederne og på jødeforfølgelserne og koncentrationslejrene, både på grund af den barnligt naive skildring, og også fordi den nazistiske far menneskeliggøres. Vi får et godt og dækkende portræt af Bruno, men også de øvrige personer får liv og farve gennem hans beskrivelser. De lasede og sultende fanger (som i Brunos øjne bærer pyjamasser) optræder egentlig kun som en fjern kulisse for Brunos daglige liv, der dog langsomt præges mere og mere af den 9-åriges erkendelse af de faktiske forhold. For tænksomme læsere fra ca. 12 år