Filmvurdering

Forfatter: Ellen Skall Sørensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

4 film (heraf to Oscar vindere i kategorien Bedste dokumentarfilm) omhandlende jødeforfølgelser, staten Israels oprettelse og Simon Wiesenthal (1908-2005) til de mange, der interesserer sig for 2. verdenskrigs mange aspekter

Beskrivelse

Boxsettet indeholder filmene Genocide, Liberation, The long way home og I have never forgotten you. De første to beskriver udviklingen af antisemitismen med fokus på 1930'erne og 1940'erne fra syndebukke til målrettet indsats for en regulær udryddelse. Den tredje film fortæller om de efter 2. verdenskrig overlevende jøder og Israels oprettelse. Den sidste film er en portrætfilm om Simon Wiesenthal: kronologisk om hans liv inden og under 2. verdenskrig og hans arbejde for at få retsforfulgt topnazister bl.a. Adolf Eichmann, Franz Stangl og Joseph Mengele. Men også om de store personlige omkostninger arbejdet havde i form at trusler, bombeattentater og det måske værste: da han blev beskyldt for at have været kollaboratør

Sammenligning

Der findes mange film på bibliotekerne om 2. verdenskrig både fag- og spillefilm, men ingen går så grundigt til værks om jødeforfølgelserne som disse. Adolf Eichmann-sagen (som udgør en stor del af filmen om Simon Wiesenthal) findes beskrevet i bl.a. Hitlers håndlangere II

Samlet konklusion

Meget omfattende filmsamling om forfølgelsen af jøder under 2. verdenskrig med stadig gruopvækkende billeder og film samt om Simon Wiesenthals kamp for at få retsforfulgt ansvarlige bag kz-lejrene for forbrydelser mod menneskeheden