Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

Et anderledes eventyr om pigen, der går ud i skoven og møder ulven, og hvor helten og slutningen er helt anderledes end forventet. Kan læses højt som humoristisk godnathistorie eller anvendes til dialogisk læsning fra 4 år

Beskrivelse

Hovedpersonen går langt ud i skoven, og det skulle hun nok ikke have gjort, den lille pige, for her møder hun den store stygge ulv, og fra det traditionelle eventyr om "Rødhætte" ved læseren, at det ikke er godt. Men her går det ikke helt som i det kendte eventyr, for pigen bliver ikke ædt af ulven, men af en helt anden. Dog ender det hele med lutter lagkage. Dette er den tredje billedbog af forfatter og illustrator Sana Borell oversat fra svensk

Vurdering

Et humoristisk eventyr, der bruger et let genkendeligt eventyr som skabelon, men sætter skæve og overraskende elementer ind og skaber en ny fortælling med plads til dialog om, hvad er skørt og muligt i et eventyr. De enkle og lidt naive illustrationer, holdt i grøn, brun, grå og rød på hvid baggrund, passer til den skæve historie

Andre bøger om samme emne

Samme tegnestil findes i hendes tidligere billedbøger Vi er så søde og Kæden, og de gakkede eventyr kan man fx også finde i Rune T. Kiddes Den Lilla Møghætte og pulven (Ill. Frank Brahe) til en lidt ældre aldersgruppe