Filmvurdering

Forfatter: Ulrich Breuning

Kort om filmen

Tænk, hvis man kunne manipulere med folks drømme og gøre mennesker medgørlige, rare og venlige i vågen tilstand. Men drop den tanke! Det kan nemlig få uoverskuelige følger som i denne kloge og tankevækkende animationsfilm for lidt større børn (fra cirka 8 år)

Beskrivelse

12-årige Minna får ufrivilligt en papsøster, da Jenny og hendes mor flytter sammen med Minna og far og udfordrer sidstnævntes tætte forhold. For Jenny er svær at holde af. Hun afskyr Minnas elskede hamster og væmmes ved hendes bluse. Minna har imidlertid opdaget, at der findes et drømmeværksted, og at alle mennesker har en drømmescene. Hvad nu hvis hun kan blive gode venner med en drømmebygger og påvirke Jennys drømmescene positivt? Men at ændre på menneskers indre verden er en farlig ting, og det er da også ved at gå grueligt galt for de to piger, som faktisk har meget til fælles og egentlig burde være bonussøstre!

Vurdering

Den debuterende instruktør Kim Hagen Jensen har skabt en så fin film, at man med en anmelderkliché kan tale om en moden debut! "Drømmebyggerne" tager afsæt i en virkelighed, som de fleste børn kan forholde sig til, nemlig sammenbragte børn, og fører så realismen ind i et fantasifuldt univers og i sidste ende mod forståelse og afklaring. Godt gået!

Andre film om samme emne

"Drømmebyggerne" har temaer tilfælles med Inderst inde og er med sit drømmeunivers også beslægtet med Alice i Eventyrland og Coraline og den hemmelige dør