Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Grabas

Kort om bogen

Fire 66-årige veninder har ikke tilbragt meget tid sammen siden gymnasiet, men får en invitation fra Kat om at tilbringe deres otium på Fiji. Bogen henvender sig til kvinder i alle aldre, der holder af bøger med familien og drømme i fokus

Beskrivelse

Kat har stort set rejst rundt i hele verden siden gymnasiet, men trænger til nyt selskab efter at hendes livs kærlighed, Nicklas, dør. Hun skriver derfor til sine gamle veninder og inviterer dem til at bo hos hende på Fiji. Veninderne har levet livet på forskellig vis, men intet holder dem tilbage i Norge og de tager af sted. Sammen skaber de et lille kollektiv i Kats kakaoplantage og de starter en fælles drøm om en chokoladeproduktion. Livet har ikke været nemt for nogen af dem; den enlige mor med den uduelige søn, direktørfruen, hvis mand konstant var utro eller læreren, som ikke blev elsket nok; og så er der Kat, hvis liv hele tiden har drejet sig om Nicklas. Forfatter Anne Østby har tidligere udgivet Anna@verden.com

Vurdering

Hyggelig beskrivelse af et ældre-kollektiv med uforløste drømme og gammelt venskab med alt, hvad det indebærer; respekt, jalousi og kærlighed. Romanen er skrevet i et let, flydende sprog med tilpas mange skift, der gør historien interessant

Andre bøger om samme emne

Det er en god blanding af En søster i mit hus af Olsson og Holmqvists Potensgiverne uden dog at have samme underfundige humor