Børn

”Bogfrø” - gratis bøger til dagtilbud

Lige nu kan alle dagplejer, børnehaver og vuggestuer få en gratis bogpakke. Bestilles senest den 8. oktober.

Af Lene Høg

Senest den 8. oktober kan I som dagtilbud bestille bogpakken her på linket. Så pakker biblioteket særligt til jer. Pakken indeholder et antal gode bøger udvalgt af bibliotekarer, og I må beholde dem. 

Om ”Bogfrø - de små læser”

Landets biblioteker har fået tildelt 20 millioner, som skal gå til at købe bøger og lave bogpakker til daginstitutioner og dagplejere. Uddelingen af bøger bliver bakket op af arrangementer og tiltag på bibliotekerne. Hjørring Bibliotekerne tilbyder allerede en række tilbud til førskole-området i folderen ”Førskoleaktiviteter 2026”, og flere er på vej i det nye år. Tilbuddene giver inspiration til det pædagogiske personale og aktiv inddragelse af børnene for at understøtte bogpakkerne med den formidling, der er afgørende for at fremme børns glæde ved og interesse for bøger.

Initiativet har fået navnet ”Bogfrø – De små læser”, fordi bogpakkerne gerne skal så frø i børnene, som med tiden spirer og springer ud som læseglæde. ”Bogfrø – De små læser” er støttet af og i samarbejde med Børne-, Ældre- og Boligministeriet og Kulturministeriet.