Forlagets beskrivelse af: Mansfield Park af Jane Austen

Fanny Price er vokset op hos sin rige onkel og tante på det storslåede, idylliske gods Mansfield Park sammen med sine to kusiner og to fætre. Hun mindes gang på gang om sin underordnede rang i familien, og hendes eneste allierede er fætteren Edmund, der altid tager hende i forsvar over for de mange urimeligheder, hun udsættes for af den øvrige familie. Mens Fannys onkel er på forretningsrejse i Antigua, ankommer de to charmerende søskende Mary og Henry Crawford til egnen, og der opstår hurtigt en forbindelse mellem dem og de unge mennesker på Mansfield Park. Dette nye bekendtskab vender op og ned på livet på godset, der kommer til at danne kulisse for et dristigt teaterstykke, ublu flirten, forelskelse, jalousi og splid. Edmund drages af den livlige Mary, og Fanny må håndtere følelser, hun aldrig har oplevet før.