Lektørudtalelse

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Kort om bogen

Tre danske moderne klassikere, Hodja fra Pjort, Albert og Orla Frøsnapper, udkommer her i stor flot bogudgave for børn på 5-7 år til højtlæsning, og evt. selvlæsning fra 9 år

Beskrivelse

"Hodja fra Pjort" er på bogens forside og er også bogens første historie. Hodja får et magisk tæppe, som stjæles fra ham. "Orla-Frøsnapper" er byens værste bølle, men byens mindre drenge kan ikke lade være med at udfordre ham. "Ja, somme tider er det skægt at være lille." "Albert" og hans ven bor i Kalleby, hvor verdens største lommetyv, Rapollo, kommer forbi

Vurdering

Det er nogle virkelig gode og relevante historier, som alle børn i Danmark burde kende. Historierne indrammer smukt børnenes egen verden, og forholdet til de lidt større mobbere og evnen til at flyve væk i et eventyr. Der er kælet for boghåndværket, og farveillustrationerne er meget smukke i trykket og i denne størrelse, og passer fint til tekstens størrelse. Det grafiske billede virker harmonisk for øjet

Andre bøger om samme emne

Bøgerne er udkommet i mange udgaver og formater. Teksten er den originale, men farverne er kommet til senere. Denne udgave ligner, især på grund af format og farveillustrationer, Alle de andre rødder. [Bind] 1 og Alle de andre rødder. [Bind] 2 hvor "Hodja fra Pjort" og "Orla Frøsnapper" findes i bind 1 og" Albert" i bind 2