Aktuelt

Hvorfor falder påsken ikke på den samme dag hvert år?

Bliv klogere på dette og andre spørgsmål inden påskefrokosten

Af Niclas

Tags

Påske
Påskebillede fra Colourbox
Påskebillede fra Colourbox

Påsken er snart over os, og imens vi forbereder os på at fejre den med påskefrokoster og malede æg, giver det god mening at standse op og stille spørgsmålet: hvorfor holder vi påske?

Hjørring Bibliotekernes hushistoriker, Niclas, har gravet lidt ned i historien for at finde frem til svaret.

 

En kristen højtid med jødiske aner

Det mest åbenlyse svar finder vi i kristendommen. Påskeugen markerer de dage, hvor Jesus ankom til Jerusalem (Palmesøndag) frem til den sidste nadver (Skærtorsdag), korsfæstelsen (Langfredag) og genopstandelsen (Påskedag).

Hertil kan vi så stille os spørgsmålet: hvad foretog Jesus sig overhovedet i Jerusalem i netop disse dage?

Jesus, der selv var jøde, rejste til Jerusalem med det mål at fejre en af de vigtigste, jødiske højtider, ’Pesach’.

’Pesach’ markerer dagene for de slavegjorte jøders udgang af Egypten, som den kendes fra fortællingen om Moses i Anden Mosebog i Det Gamle Testamente.

Ifølge Anna-Marie Helfer, der har skrevet bogen Vintergækker og påskeharer – vårens højtider og traditioner, kan ordet ’Pesach’ oversættes til ’forbigangen’, da det markerer den begivenhed, hvor jøderne skulle smøre blod fra offerlammet på døren til deres hus, så dødsenglen forbigik dem om natten, imens egypternes børn ville dø.

For jøderne markerer påsken dermed en frigørelse fra undertrykkelse, imens det i kristendommen markerer Jesus’ død og genopståen.

 

Hvorfor falder påsken forskelligt fra år til år?

I modsætning til andre helligdage - såsom julen - falder påsken ikke på den samme dato hvert år.

Årsagen til dette kan vi finde i en kirkelig aftale, som fandt sted i byen Nikæa i det moderne Tyrkiet i år 325.

Her samledes alle de kristne biskopper med henblik på at skabe ensartethed i den kristne tro, herunder også afholdelsen af påsken.

Det blev besluttet, at påsken skulle følge månens cyklus, hvilket medførte at påsken altid falder den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Siden forårsjævndøgn er fastsat til den 21. marts, betyder det at påsken kan falde tidligst den 22. marts og senest den 25. april.

 

Er påsken stadig en kristen højtid i Danmark?

Som det er med de fleste hellig- og mærkedage, så kan traditionerne man forbinder med dem variere markant fra person til person.

Nogle af de ting, som ofte dukker op i Danmark i forbindelse med påsken – påskeæg, påskeharen, gækkebreve, osv. – har intet med kristendommen at gøre, men spiller alligevel en større rolle for nogle end den kristne fejring af påsken gør.

Så selvom den primære årsag til, at de fleste af os har fri i påskedagene og dagene op til, skyldes kristendommen, så kan du sagtens fejre påsken selvom du ikke er kristen, med påskefrokost og påskeæg.

 

Hvis du vil vide mere om de forskellige traditioner, der følger med forårets højtider, så vil jeg anbefale dig at læse Vintergækker og påskeharer – vårens højtider og traditioner af Anna-Marie Helfer. Du kan finde bogen via linket: