Aktuelt

The Odyssey genopliver de græske myter

Christopher Nolans film har skabt fornyet interesse for græsk mytologi. Her finder du bøgerne om guderne, heltene og Odysseus' lange rejse.

Af biblioteket

Maleri af Giuseppe Bottani
Maleri af Giuseppe Bottani (1717–1784)

Man skal måske helt tilbage til oldtidens biblioteker i Athen og Rom for at finde reserveringskøer på bøger om de græske myter. Det er i hvert fald ikke den litteratur, der normalt er mest efterspurgt på biblioteket. 

Fra Olympen til bestsellerlisten

Med lanceringen af Christopher Nolans blockbusterfilm er interessen for græske guder og helte samt de episke digte, myter og dramaer fra den græske oldtid blusset op igen – fortællinger, som de fleste af os kun har et meget perifert kendskab til.

Heldigvis skorter det ikke på danske udgaver af de gamle græske fortællinger. Der er også udkommet flere nyoversættelser i løbet af de seneste par årtier, ligesom der nu findes gendigtninger og bearbejdelser, som gør fortællingerne tilgængelige for et bredere publikum.

Nogle vil hævde, at stort set al litteratur på den ene eller anden måde er inspireret af græsk mytologi. Myterne behandler nemlig de grundlæggende aspekter af dét at være menneske. Når det er sagt, findes der også masser af værker, som ikke blot er inspireret af den græske mytologi, men som direkte omskriver eller bygger videre på konkrete myter.