Sprog er noget, vi leger!
Hvert år holder mange af landets biblioteker – også i Hjørring – Sprogfitness. En aktivitet, der bliver vigtigere og vigtigere i en tid med læsekrise blandt børn. Sprogfitness går ud på at lege sproget ind gennem sang, vendespil, rime-lege, stafet og meget mere. Målgruppen er ældste årgang i børnehaven, og kodeordet er ”bevægelse”.
Af Lene Høg

Onsdag den 7. maj deltog 130 børn fra syv børnehaver i Sprogfitness på Hjørring Bibliotek. Børnene var delt op i hold, og hvert hold besøgte fire poster. Posterne var bl.a. en forhindringsbane, hvor børnene trænede ord som ”under”, ”over” og ”igennem”, mens de bevægede sig gennem banen. En sangleg med fokus på ”højre” og ”venstre”. Og en rime-leg, hvor det blev fejret med dans og hop, hver gang nogen kombinerede tegninger af ”ben” og ”sten”, ”hus” og ”mus” osv. Det hele blev afsluttet med et diplom for veludført præstation.
Blandt deltagerne i årets Sprogfitness var en flok fra Børnehuset Regnbuen i Hundelev. Pædagog Tina Abildgaard fortæller:
- Vores børnehave deltager altid i Sprogfitness. Det er en supergod måde for børnene at blive bedre til sprog og have det sjovt imens. Vi voksne får også ny viden med hjem – både idéer til aktiviteter og sanglege og et ”blik på børnene udefra”.
Gør børnene nysgerrige
Tina fortæller, at hun bl.a. med ”højre-/venstre-legen” blev opmærksom på, at nogle børn har brug for mere træning i at kende forskel på højre/venstre og øve sig i koordinering. Samtidig oplever hun, at Sprogfitness gør børnene mere fortrolige med at komme på biblioteket:
- Vi kan høre, at mange af dem tager de gode oplevelser med hjem og lokker forældrene med på biblioteket, når de har fri.
Både kendskabet til biblioteket og nysgerrigheden på sprog og bøger er noget af det, biblioteket håber, at børnene får ud af aktiviteten, fortæller Charlotte Nielsen fra Hjørring Bibliotekerne. Hun oplever, at Sprogfitness gør børnene nysgerrige på en anden måde, end når de får læst en historie højt:
- Der er ingen tvivl om, at det taktile – altså det at røre ved noget – og det kinæstetiske – at få lov at bevæge kroppen – vækker børnenes interesse for ord på en anden måde. Sprogfitness-dagen er altid en virkelig sjov dag at være på arbejde her, fordi huset er fuld af aktive børn, der får sved på panden.
Mange tilbud til børnehaver og vuggestuer
Charlotte tilføjer, at Sprogfitness blot er ét af mange biblioteks-tilbud til børnehaver og vuggestuer. Hjørring Bibliotekerne udsender hvert år en Førskole-folder med masser af aktiviteter målrettet institutionerne. Her findes tilbud om Eventyrrejse, Bamsefest og fødselsdagsfejring af Pippi Langstrømpe på biblioteket. Men også aktiviteter, som børnehaver og vuggestuer kan booke til at besøge deres institution – f.eks. Litteraturleg med Vitello eller sprogkufferter fuld af bøger, spil og aktivitetsforslag. Find Førskole-folderen her: Tilbud til førskolebørn | Hjørring Bibliotekerne

