Litteratur

4 bøger fra 2025 du bør læse i læseklubben

Andre må også gerne læse med ;)

Af Martin

Tags

Læseklub

Tranerne flyver mod syd
af Liza Ridzen

Tranerne flyver mod syd er en almenmenneskelig, rørende og humoristisk fortælling om 89-årige Bo, der bor alene i sit lille hus i Jämtland. Hans kone er flyttet på demensplejehjem, og han brokker sig over hjemmeplejen til sin eneste ven Ture (i telefonen), sin søn Hans (når han endelig kommer på besøg) og sin hund Sixten (som Hans og hjemmeplejen ikke mener, han kan tage vare på).

Det er en historie om, hvordan vi som mennesker reagerer på at blive alene, glemt og at miste kontrollen over sit eget liv og sin egen krop på grund af alderens forfald.

Hvert kapitel begynder med hjemmeplejens notater, og selvom man fra første side har sympati for Bo, forstår man på den måde, hvordan andre mennesker ser ham – og hvordan ”systemet” ser ham.

Tranerne flyver mod syd handler om en mand, der forsøger at håndtere et liv, han har mindre og mindre styr på. Og i livets efterår forsøger at redde forholdet til sin søn. 

Elskende 
af Amalie Langballe

I Amalie Langballes nye roman ’Elskende’ hærger pesten, solen brænder og en adelsmand har lige sendt sin ufrugtbare kone til hovedstaden for at arbejde i et horehus. Her lærer kvinden om hemmeligheder og løgne. Om overgreb, magt og penge. Hun lærer, hvordan det er at overlade sin krop til en anden uden forbehold. Det er en rå og vild roman, hvor der ikke er sparet på detaljerne, og gennem farverige beskrivelser væves flere fortællinger sammen. Horehuset bestyres af en mystisk kvinde, Viola, og lidt efter lidt bliver adelskvinden indviet i Violas store hemmelighed. 

Amalie Langballe skriver i et skarpt, begavet og meget sanseligt sprog. ’Elskende’ er en kærlighedshistorie, men det er ikke Hollywood-romantik. Det er beskidt, uperfekt og i nogle tilfælde ulækker kærlighed.

 Som Berlingskes anmelder skriver: Læs den, hvis du tør. 

Ultramarin 
af Tine Høeg
Moderskab, (op)hav, kunst og død. Det er nogle af de temaer, I vil komme ind på, hvis I vælger at læse Ultramarin af Tine Høeg. En fascinerende roman om kunstneren Dagny Gudmundsen, der efter sin barsel får til opgave at lave et værk til et naturhistorisk kunstmuseum. Værket skal komplementere en allerede eksisterende skulptur, og da Dagny begynder at undersøge kunstneren bag skulpturen, dukker erindringer og mennesker fra hendes fortid op og påvirker nutiden. Det er en stærk roman med stor sproglig bevidsthed, som er spændende på næsten krimiagtig manér. I sin søgen efter, hvordan skaberkraften opstår, flettes fortællingen sammen gennem realistiske fortællinger om moderskab, overnaturlige elementer og en længsel efter at være forbundet med universet.  

Stilleben 
af Yael Van der Wouden

Stilleben af Yael Van der Wouden, der blev shortlistet til Bookerprisen i 2024, er en langsom og eftertænksom roman med underfundige karakterer. 

Det er en kærlighedshistorie, der ender et uforudsigeligt sted, men det er også en historisk roman, der tager fat på nogle af eftervirkningerne fra 2. verdenskrig. 

Den foregår i 1961 i en hollandsk provins, hvor vi møder vores hovedperson, den introverte Isabel, der bor i sin afdøde mors hjem. Hendes to brødre er flyttet for længst, men hun er fanget i hjemmet med et stort savn til sin mor. Hun har en triviel hverdag og bryder sig ikke om forandringer. Men en dag sætter hendes bror, hvis vilde liv hun i høj grad foragter, sin kæreste af og forventer, at kæresten kan være i huset hen over sommeren, mens han er på forretningsrejse. Det vender op og ned på livet i huset, og Isabel bemærker snart, at flere genstande fra huset forsvinder. 

Der er noget foruroligende over alle karaktererne i romanen, relationerne er svære, og man sidder med følelsen af, at der kan ske noget uventet når som helst.

Denne roman skal I læse, hvis I er til dybe, historiske og menneskelige fortællinger.