Musikalske venner på tværs af alder

Aldersforskellen på Benny Andersen og Margit Wang er cirka 40 år. Benny komponerer upoleret bluesrock. Margit skriver rimede digte om naturen. Men på tværs af alder og interesser er der opstået et musikalsk venskab mellem de to. De udvikler numre sammen om bl.a. miljø og landsbysamfund og nyder det så meget, at de til september inviterer publikum til at lytte med.

Af Lene Høg

Benny og Margit ved indgangen
Benny og Margit øver

Første rockkoncert

Til daglig er Benny biblioteksmedarbejder på Hjørring Bibliotek, hvor han betjener kunder i skranken og løser administrative opgaver. Margit nyder pensionisttilværelsen, efter mange års arbejde som sekretær i Kriminalforsorgen. De to mødte hinanden til bibliotekets ugentlige tirsdags-arrangement, Mødested1. Her underholdt Benny med en håndfuld af sine singer-songwriter-sange om møder med skæve personligheder, egne rejseoplevelser med mere. Hans tekster er på engelsk, og musikken er inspireret af så forskellige forbilleder som den amerikanske bluesmusiker Robert Johnson og den danske crooner Claus Hempler. Margit var blandt publikum, der som regel består af 25-30 pensionister eller andre med tid og lyst til kulturelle aktiviteter en tirsdag formiddag. Margit fortæller om arrangementet:

- Det var mit livs første rockkoncert! Jeg lytter normalt ikke lige til dén slags musik, men Bennys sange og hans fortællinger om, hvordan de var opstået, greb mig virkelig. Og så fik jeg den tanke, at vi måske kunne samarbejde. 

Helt nyt samarbejde

Margit har skrevet digte de sidste 25 år. Inspireret af corona-tiden, hvor alle var mere udendøre, begyndte hun på samlingen ”Digte med inspiration fra Hjørring Bjerge”. Digtsamlingen, der udkom i bogform i 2022, beskriver finurligt en række insekter fra den danske natur og gør opmærksom på, hvorfor insekter har deres helt særlige funktion og berettigelse i naturen. 

Benny har skrevet musik i sin fritid gennem mange år. Han optræder med sit singer-songwriter-repertoire – og gerne ved mindre stuekoncerter, hvor stemningen er hyggelig og intim. 

Benny siger om det nystartede samarbejde med Margit:

- Som ung spillede jeg i en del forskellige bands. Men de sidste 20 år har jeg spillet solo. Så det er nyt for mig at samarbejde med nogen, som jeg gør det med Margit. Men vi har bare en god kemi, og aldersforskellen betyder ingenting for samarbejdet.

Stammer fra samme stationsby

Samarbejdet mellem Benny og Margit foregår ved, at Margit sender en tekst til Benny. Så arbejder han med akkompagnementet og sender en lydfil til Margit. Efterfølgende mødes de og øver sig på at lade Bennys musik og sang og Margits oplæsning smelte sammen. Benny fortæller, at han som regel griber guitaren med det samme og begynder at komponere, når han har fået teksten. Margits ord inspirerer ham til den stemning, der skal hvile over nummeret, og som de finpudser til øvningen. 

På den – indtil videre – ret korte sætliste har de nummeret ”Havskum”, der handler om forureningen af naturen og de miljøkatastrofer, der efterhånden viser sig – også rundt om i Danmark. Margit fortæller, at hun skrev digtet i ren frustration over de begivenheder, der udspiller sig omkring Cheminova, Nordic Waste med mere. Dén frustration forsøger Benny at fange i sin intense guitar-rytme, der ligger som en nerve under Margits oplæsning. 

Men makkerparret har også et mere opløftende nummer på repertoiret, nemlig ”Barndommens land”, der beskriver mennesker og stemning i den midtjyske by Rødkærsbro, hvor både Margit og Benny – med 40 års mellemrum – er vokset op. Margit siger:

- Jamen er det ikke mærkeligt, at vi kommer fra den samme, lille stationsby og så begge er endt her i Hjørring?! Det var vi næsten nødt til at lave et nummer om!

Benny og Margit kan opleves på Hjørring Bibliotek i Metropol, hvor de giver mini-koncert tirsdag den 10. september kl. 10. Det koster ikke noget at deltage og kræver ikke tilmelding.