Lone ved udstillingen Ansvarlig forbrug og produktion
Lone ved udstillingen Ansvarlig forbrug og produktion

Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris:
Gratis
Målgruppe
For alle
Udstilling

FN's 17 verdensmål

04.08.21 - 30.09.21
Fra verdensmål til lokale hverdagsmål

Klimabetingede oversvømmelser, dyre- og plantearter der forsvinder, overforbrug og madspild. Vores grønne klode er under pres, og vi er som aldrig før optaget af bl.a. klima, biodiversitet og vores børns fremtid. Med FN´s 17 Verdensmål har vi heldigvis fået et fælles, globalt sprog og en retning for verdens udvikling frem mod 2030. Men hvilken rolle spiller verdensmålene i vores konkrete liv og hverdag? Det viser vi  i en udstilling på Hjørring Bibliotek i øjeblikket.

Lokale hverdagsmål i Hjørring Kommune

I partnerskab med organisationer, uddannelsesinstitutioner og virksomheder i Hjørring Kommune præsenterer vi alle de 17 mål omsat til lokal virkelighed og hverdag. Her en smagsprøve på et par stykker af dem.

Mål 1: Afskaf fattigdom – Røde Kors omdanner dit aflagte tøj til nødhjælp

Vi udstiller kasseret tøj og samler ind til genbrug i samarbejde med Røde Kors i Hjørring. Tag den aflagte vinterjakke eller din kasserede sommerkjole med på biblioteket og læg det i genbrugsburet. Så sælger Røde Kors det i deres genbrugsbutikker, og pengene kan gå til at hjælpe mennesker i andre dele af verden ud af fattigdom.

Mål 12: Ansvarligt forbrug og produktion – Aurion driver en bæredygtig forretning 

Kornproducenten Aurion i Harken har siden 1984 dyrket biodynamisk korn og er i dag blandt nordens førende producenter af gamle meltyper. De arbejder med genanvendelse på en række punkter, f.eks. bruger de restaffald fra produktionen til opvarmning af deres lokaler, og samarbejder primært med danske kornavlere. Læs mere om det i udstillingen og lær at kende forskel på kornsorter som emmer og enkorn.

Mål 16, Fred, retfærdighed og stærke institutioner – Politiet arbejder for at sikre dig

Politiet i Danmark har fokus på at bekæmpe tyveri, vold og organiseret kriminalitet. Nordjyllands Politi viser i denne udstilling, hvordan de til hverdag arbejder for borgernes tryghed og retssikkerhed. Se bl.a. udstyr til fingeraftryk, et alkometer og politimesterens hjelm.
I tilknytning til udstillingen om FN’s Verdensmål holder vi en række arrangementer og foredrag:

•    5/10 kl. 19 på Hirtshals Bibliotek: Foredrag om psykisk sundhed – Recovery, egenomsorg og vinterbadning
•    18/10 kl. 13 på Hjørring Bibliotek: Naturforedrag for børn med Vicky Knudsen kendt fra 1 døgn, 2 hold, 3 dyr
•    20.-21. oktober på Hjørring Bibliotek: Workshop med genbrugsmaterialer – Vi bygger en bæredygtig by

Læs mere om FN’s 17 Verdensmål

De 17 verdensmål er en ambition og en plan for hele verdens udvikling frem til 2030. På verdensmål.org kan du følge med i, hvordan Danmark og danskere arbejder med målene.
Du finder også materialer og ideer til, hvordan du selv kan bruge Verdensmålene i din hverdag, både som privatperson og i arbejdslivet i din virksomhed, organisation eller kommune. Siden er drevet af Verdens Bedste Nyheder. 
Udstillingen på Hjørring Bibliotek vises frem til 30. september 2021. Den foregår i partnerskab med Røde Kors, EUC Nord, Hjørring Vandselskab, State of Green, Nordjyllands Politi, Nordsøen Oceanarium, Hjørring Kommune Teknik & Miljø, Vrå Skole og Børnehus, Aurion og Kornets Hus, Café Lige efter bogen og Sundhedscenter Hjørring.

Lone ved udstillingen Fred, retfærdighed og stærke institutioner