Færre skærme – mere tid til hygge
I Hjørring Biblioteks børneafdeling har vi fjernet skærmene for at give mere plads til samvær, kreativitet og læsning.
Af Lene Høg
Vi har fjernet gamer-skærmene, der stod placeret centralt i børnebiblioteket. I stedet er der:
- et nyt krea-bord med papir og farveblyanter, sakse og limstifter
- en læse-/lytte-hule undervejs, hvor man kan fordybe sig i en bladrebog med lyd
- en spændende udstilling med masser af legemuligheder – for tiden om vikinger
- tusindvis af gode bøger – fra pegebøger til læs let, fra fodboldbøger til hesteserier og meget, meget mere.
Inspiration og færre konflikter
Vi har fjernet skærmene, fordi vi ønsker at inspirere børnene til mere leg og fordybelse. Vi vil også gerne give forældrene chancen for at være sammen med deres børn et sted, hvor der ikke behøver være konflikter om skærme og spilletid. Der findes stadig skærme rundt om på biblioteket – bl.a. til at søge efter litteratur. I børneafdelingen har vi desuden bevaret et par spillekonsoller, hvor man kan være sammen om udvalgte spil.
Landsdækkende kampagne
Børnebiblioteket med færre skærme er et forsøg, som Hjørring Bibliotekerne har sat i gang op til skolernes sommerferie. Tiltaget knytter an til den landsdækkende kampagne ”Genvej – til dit barns digitale liv”, som bl.a. Red Barnet og Børns Vilkår står bag.
Kampagnen er rettet mod forældrene til børn i alderen 0-18 år, og målet er at engagere forældre mere i deres børns digitale liv. Via hjemmesiden genvej.org kan forældre blive klogere på de spil og sociale platforme, som børnene bruger, og få gode råd til bl.a. at:
- sætte rammer for børns gaming
- hjælpe børn med at slippe skærmen
- balancere deres egen skærmbrug som forældre