Lars anbefaler: Buster
Rasmus Julius: Buster - en graphic novel om sorg
Af Lars


Nogle graphic novels rammer bare hårdere end andre. Her skal du gøre dig klar til en læseoplevelse, du sent vil glemme.
Dette indlevende og dybt personlige værk tog sin begyndelse tilbage i 2020, hvor Danmark var lukket ned på grund af coronavirus. Dengang meldte tegneren Rasmus Julius sig til Hjørring Bibliotekernes Tegneseriemaraton, som for første gang blev afholdt i en ren online version på grund af nedlukningen.
Ved Tegneseriemaraton skal hver enkelt deltager skabe en otte siders tegneserie på otte timer, ud fra to ”benspændsord”, som på en eller anden måde skal indgå i tegneserien. Tilfældet ville at de to benspændsord i 2020 blev "Hjemsendt" og "Medfølelse".
Disse ord fik Rasmus Julius i gang med at tegne en tegneserie, som kredser omkring det at miste et barn. Et mareridt som tegneren selv har måtte gennemgå.
Som han selv har udtalt i et interview til tvSyd:
"Efter otte timer sad jeg med otte sider, som fortalte min historie om en far, der havde mistet sin søn, og så begyndte jeg at tude.”
I foråret 2025, fem år efter tegneseriemaratonet, udkom så denne fantastisk vellykkede tegneserie, der går lige i hjertekulen - og tårekanalerne. Rasmus Julius har ikke formidlet sin egen historie om tab én til én men den personlige vinkel er alligevel ikke til at tage fejl af, idet vi følger en fars kamp med sorgen over at have mistet et barn.
Med relativt få ord og mange særdeles stemningsmættede tegninger får Rasmus Julius på fornem vis fortalt en både mørk, barsk og rørende historie, som dog heldigvis også byder på lysglimt. ”Buster” er i øvrigt Rasmus Julius’ debut som tegner og forfatter i graphic novel-genren. Han holder foredrag om sin personlige rejse under titlen ”Buster – om at tegne sig ud af en sorg”.