Personalet anbefaler

Personalet anbefaler - juni 2026

Få inspiration til din læsning med anbefalinger fra bibliotekets personale

Af Niclas

Brit anbefaler: Fars ryg

Det særlige ved romanen Fars ryg (2024) af Niels Frederik Dahl er dens stille, poetiske undersøgelse af en far-søn-relation, hvor det usagte og de nedarvede traumer er lavmælte og mere underspillede end i andre delvist selvbiografiske romaner. 

En af måderne, sønnen - som voksen - forsøger at forbinde sig til sin far på, er gennem minder og fragmenter, der dukker op undervejs og former fortællingen.

Sønnen lægger ikke skjul på, at han digter med på diverse breve og fotografier fra faderens liv for at skabe små lommer af mening i det faktum, at faderen vælger at sende sin søn til Europa på diverse kostskoler i en tidlig alder.

For mig imiterer meningsskabelsen og meddigtningen i høj grad en autentisk proces, for sker der ikke altid en eller anden grad af meningsforskydning og meddigtning, når vi mindes vores nære og kære?

Moderen spiller også en væsentlig rolle i romanen, og der er nogle fine og meget sanselige beskrivelser af, hvordan hun aldrig rigtigt falder til i det smukke Alexandria (Egypten), hvor den lille familie bor i en årrække, og hvordan forældrene fjerner sig mere og mere fra hinanden, selvom de begge har de bedste intentioner for deres søn.

Pernille anbefaler: Frænde - Blodspor

En spændende og lærerig krimi!

Frænde – Blodspor af Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen kombinerer medrivende spænding med et fascinerende indblik i vikingetiden.

Vi følger den unge skjald Gunhild Ildtunge, der sammen med trællen Faysal begiver sig ud på en dramatisk og farefuld rejse gennem Danmark for at redde sin bror, som er anklaget for en forbrydelse, han ikke har begået.

Jeanette Varberg formår med sin store faglige viden som museumsinspektør at skabe en levende og troværdig fortælling, hvor historiske detaljer smelter naturligt sammen med plottet. Man får både en intens læseoplevelse og ny viden undervejs, hvilket gør bogen ekstra interessant. En virkelig stor anbefaling til dig, der elsker krimier med historisk dybde.

Martin anbefaler: Den sidste dråbe

Hvordan ser der egentlig ud under havoverfladen omkring Danmark?

Og hvordan har vores havmiljø det i dag?

Den sidste dråbe er en fascinerende og smukt formidlet bog, hvor biolog, hav-entusiast og naturformidler Anders Kofoed tageren læseren med på en rejse gennem seks forskellige danske farvande som fx fjorden, sundet Vesterhavet.

Her møder vi både de velkendte og de mere sjældne dyrearter, der lever under overfladen, samtidig med at vi får indblik i havets udfordringer og muligheder.

Bogen er en kærlighedserklæring til det danske hav, men også en tankevækkende fortælling om konsekvenserne af årtiers overfiskeri, forurening og manglende beskyttelse af havmiljøet. Heldigvis er det også en bog fyldt med håb og tro på, at udviklingen kan vendes.

På Naturmødet 2026 blev Anders Kofoed kåret som årets naturformidler, og det kan man også se i Den sidste dråbe, hvor han formidler havnaturen levende og letforståeligt, så både naturinteresserede og nysgerrige læsere kan være med.

En informativ og engagerende læseoplevelse, der gør dig klogere på livet under bølgerne - og giver lyst til at passe bedre på det.

Anbefales til alle med interesse for natur, havmiljø og dansk dyreliv.

Louise anbefaler: Med en knivspids kærlighed

En fantastisk fortælling om Frøken Jensens liv, noget som det var - andet som det kunne have været.

Om kærlighed til mad, livets glæder og sorger,  kvindefrigørelse, et tilbageblik på det historiske København og ikke mindst madlavning, hvor de gode råvarer var det absolut vigtigste.

Sikke festmåltider Frøken Jensen fremtryllede i hjemmet og senere til sine pensionat-gæster.

Frøken Jensen levede et begivenhedsrigt liv, i 1901 udgav hun sin første kogebog, hun var kogebogsskribent i Politiken og Hjemmet, producent af både melblandinger og buddingpulver, alt sammen blandet med livet som husholderske hos Melchior, hvor relationen mellem de to i bogen beskrives med kærlighed og den dybeste respekt for hinanden.

Og jeg er helt enig med Frk. Jensen - mad skal laves med en knivspids kærlighed.