Aksel - Orla-ambassadør
Aksel - Orla-ambassadør

Læseglade børn opretter bogklub i Løkken

17.01.23
”Bogen er truet” og ”børn læser ikke bøger længere”. Vi hører tit, at bogen taber børnene i konkurrence med telefon, sociale medier og streaming. Men de unge læsere findes derude!

I Løkken er børnene faktisk så vilde med at læse, at der lige nu er venteliste på at blive optaget i skolens nye bogklub for 3.-5. klasse. En af dem, der har været heldig at komme med, er 11-årige Aksel.

Orla-prisen

Aksel Grubak Lehmann går i 5. klasse på Løkken Skole og var i november i Aarhus for at deltage i overrækkelse af Orla-prisen. Han er nemlig en af fire Orla-ambassadører, som var udvalgt til at repræsentere sin skole i den årlige prisuddeling til danske børnebogs-forfattere. Prisen er opkaldt efter hovedpersonen i Ole Lund Kirkegaards bog ”Orla Frøsnapper” og uddeles hvert år af bibliotekerne. Forfatterne er nomineret i fem forskellige kategorier, og det er børnene, der stemmer sig frem til en vinder.

I 2022 vandt bl.a. Charlotte Berwald i kategorien ”Gys og spænding – bogen, der fik mig til at skide i bukserne” med sin bog ”Min kat er seriemorder” – dramatisk gyser om en familie, der har en ond kat, som prøver at myrde sønnen uden at forældrene ved noget. Den bog kunne Aksel rigtig godt lide, fortæller han:
- Den var virkelig spændende! Jeg elsker, når det kribler i kroppen lige fra starten, man læser en bog. Jeg har altid læst meget – både Anders And og alt muligt andet. Det får én til at grine. Jeg kan godt lide at læse krimi og spænding, men også gerne fodboldbøger.

Idéen til en bogklub

Idéen til en bogklub fik Aksel sammen med de andre Orla-ambassadører på turen hjem fra Aarhus. Børnene var afsted sammen med skolebibliotekar Janne Søltoft og Anders Thomsen fra Hjørring Bibliotekerne. I toget retur til Nordjylland talte de om, hvordan man kunne fortsætte med at læse bøger sammen, og børnene foreslog selv en bogklub, fortæller Aksel:
- Jeg har altid drømt om at være med i en bogklub, fordi jeg vil gerne lære noget nyt. Vi skal mødes og læse bøger og snakke om dem, og vi skal også anmelde. Udover os kommer der nogen fra 3. klasse med.
Aksel fortæller, at han går til håndbold og fodbold, men at nu synes han altså, det også kunne være sjovt at ”gå til bøger”. Han kunne også godt lide at få godnat-læsning, da han var lille, især bøger om Rasmus Klump.

Handler om læseglæde

Skolebibliotekar Janne Søltoft glæder sig over børnenes læselyst. Hun hæfter sig ved Aksels bemærkning om, at han har fået læst bøger som lille. Det er nemlig et fænomen, der ikke virker til at være i vækst, siger Janne:
- Det en skam, da oplæsning giver børnene et godt ordforråd, ordkendskab, begrebsforståelse og en hyggestund sammen med forældrene. Det betyder meget for børnenes læseglæde senere i livet, at man læser sammen derhjemme, og at børnene ser de voksne læse bøger. 
Janne lægger vægt på begrebet ”læseglæde”, for det handler ikke om at være god til at læse, men bare at kunne lide det. Derfor skal den nye bogklub handle om bøger, man har lyst til at fortælle andre om, og børnene skal være med til at sætte reglerne, fortæller Janne:
- Der er kommet venteliste til bogklubben, der har plads til 10 deltagere, og det er ligesom blevet lidt eksklusivt at være med. Sammen med børnene skal vi finde ud af, hvad der skal ske i bogklubben, og det diskuterer vi lige nu. Det fine er, at læseglæden gives videre til andre på skolen. De boganmeldelser, som børnene skal lave i bogklubben, kan vi f.eks. bruge, når vi holder bibliotekstime for andre klasser – det virker godt, når det er andre børn, der anbefaler til én.

Fakta om børn og læsning:

•    Undersøgelser viser, at børn og unge bruger tre gange så meget tid på at læse beskeder på telefon, sociale medier og streamingtjenester som på at læse bøger.
•    Børn kan generelt godt lide at læse, men læselysten blandt børn i Danmark, Sverige og Norge er dalet de seneste ti år.
•    Folkebiblioteker og forældre spiller, ifølge undersøgelserne, en afgørende rolle for børns læselyst.

Kilde: faktalink.dk