Repair Café i Hjørring

11.01.24
Mange byer i Danmark har en Repair Café – et sted, hvor man kan få hjælp til at fikse sine ting, så man ikke behøver smide dem ud. Nu får Hjørring også en Repair Café, og den får til huse på Hjørring Bibliotek.

Initiativtager til Hjørrings Repair Café er kommunens affaldsafdeling, som ønsker at bakke op om at skabe mindre affald, til gavn for miljøet. Biblioteket lægger lokaler til og hjælper med at starte projektet.

Hvordan fungerer det?

Repair Caféen skal drives af frivillige, og derfor søger kommunen og biblioteket lige nu folk, som har lyst til at bruge nogle timer om måneden på at hjælpe med at skrue, sy eller lignende.

Er det dig? Så inviteres du til opstartsmøde torsdag den 1. februar kl. 17-19 på Hjørring Bibliotek.

Som frivillig i Hjørrings nye Repair Café er du:

  • Dygtig til at fikse en løs ledning eller skifte en kontakt
  • Skrap til at sy en knap i eller reparere en flænge i skjorten
  • Interesseret i at reparere i stedet for at smide væk
  • Glad for at hjælpe andre og god til at lære fra dig
  • Klar til at bruge 3-6 timer om måneden på frivilligt arbejde

Kommunen og biblioteket sørger for lokale, værktøj og kaffe på kanden. Du er med til at lære de borgere, som kommer forbi caféen med deres defekte håndmixer, overfrakke eller legetøj, hvordan de fikser det.

Hvordan tilmelder du dig opstartsmødet?

Opstartsmødet foregår torsdag den 1. februar kl. 17-19 på Hjørring Bibliotek i Metropol. I løbet af mødet serverer bibliotekets café lidt lækkert at spise. Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding til Thomas Dyrmann Winkel, affaldsplanlægger hos Hjørring Kommune, på thwin@hjoerring.dk senest den 26. januar.

Hvorfor en Repair Café?

Repair Café handler om at skabe mindre affald og ændre brug-og-smid-væk-kulturen. Ved at reparere frem for at købe nyt nedbringer vi forbruget af nye produkter og mindsker CO2-udledningen ved produktion, transport og bortskaffelse, til gavn for det fremtidige liv på Jorden.

I Danmark findes i dag omkring 100 Repair Caféer fordelt over hele landet, og de fleste – også den kommende i Hjørring – er en del af non profit-foreningen Repair Café Danmark. Foreningen har fået udviklet en klimaberegner, der beregner, hvor meget CO2 en reparation sparer atmosfæren for. F.eks. sparer det klimaet for 5,46 kg CO2 at reparere sin brødrister i stedet for at smide den ud og købe en ny. Det virker måske ikke af meget, men filosofien bag Repair Café er, at mange bække små gør en stor å. Alt det, der bliver fikset på en Repair Café, registreres og indberettes til Repair Café Danmark.  

Nysgerrig på den stigende interesse for Repair Caféer? Se læs DR’s artikel: Tag på café og få fikset din blender: Klimavenligt reparationskoncept er populært som aldrig før | Indland | DR