Solsikker udleveres af personalet på Hjørring Bibliotekerne
Solsikker udleveres af personalet på Hjørring Bibliotekerne

Solsikkeprogrammet - kender du det? Vi er med!

01.09.22
På Hjørring Bibliotekernes fem afdelinger kan man nu henvende sig og få udleveret en gratis solsikkesnor – eller et armbånd eller ID-kort.

Kender du Solsikkeprogrammet?

Det er en international opfindelse, der sætter fokus på skjulte handicap som f.eks. autisme, ordblindhed, Tourettes syndrom, demens eller ADHD. Mennesker med skjulte handicap kan vise det ved at bære f.eks. en nøglesnor eller en kasket med solsikkesymbolet. Så kan andre meget bedre hjælpe og tage hensyn. Nu er Hjørring Bibliotekerne – som ét ud af seks biblioteker i Danmark – kommet med i Solsikkeprogrammet. 

Hvordan?

På Hjørring Bibliotekernes fem afdelinger kan man nu henvende sig og få udleveret en gratis solsikkesnor – eller et armbånd eller ID-kort. Personalet spørger ikke, hvorfor man ønsker det, men til gengæld er de ekstra opmærksomme og tålmodige. Det samme gælder forhåbentlig andre gæster og lånere på biblioteket. 

Tankerne bag Solsikkeprogrammet

Når man har behov eller en adfærd, som andre ikke forstår, kan skulende blikke, fordømmende ansigtsudtryk eller vrissende kommentarer skabe angst og barrierer. For eksempel i situationer, hvor man beder om den samme forklaring flere gange, spørger om noget, der står på skiltet ”lige dér” eller ikke følger en given instruks, fordi man ikke forstod den. For at komme disse situationer i forkøbet blev solsikkeprogrammet opfundet til brug i lufthavnen i Gatwick i 2016, og siden har opfindelsen spredt sig til resten af verden. Hvis man bærer solsikkesnoren, signalerer man til andre, at de gerne må hjælpe, spørge og tage hensyn til én.

Bibliotekschefen er begejstret

Vi synes, Solsikkeprogrammet er alletiders opfindelse. I forvejen er biblioteket jo et sted for alle, men ved at tilbyde brugerne hjælp til at synliggøre deres udfordringer, sikrer vi, at dem med særlige behov bliver hjulpet – og at andre mennesker får en håndsrækning til at forstå og bære over med de skjulte handicap.