VendsysselNoveller

VendsysselNoveller

31.08.23
Et skriveforløb for unge fra hele landet

Professionel skrivecoaching, samarbejde med en illustrator og udgivelse af en novelle på tryk. Alt det venter forude for de 10 deltagere, der optages på skriveforløbet VendsysselNoveller. Hjørring Bibliotekerne står bag tilbuddet, der løber i foråret 2024, og unge (15-30 år) fra hele landet kan deltage.

Herregårde, Hausgaard, bjæsk, bondeoprør, sandflugt, skandale… Vendsyssels historie rummer mange elementer, der kan inspirere til en god novelle. Forløbet VendsysselNoveller omfatter et besøg på Vendsyssel Historiske Museum med introduktion til en række vigtige begivenheder i regionens historie. Som et benspænd får hver deltager tildelt et årstal, som deres novelle skal tage udgangspunkt i.

Workshops, udgivelse og oplæsning

Fotocollage: Viki Munksgaard, Mads Nygaard, Brønderslev Forfatterskole, Ordkraft

Forfatter Mads Nygaard – kendt for bl.a. romanen ”Frø” – holder skrive-workshops og giver individuel sparring undervejs i forløbet, der strækker sig over ca. to måneder. En underviser fra Brønderslev Forfatterskole introducerer til novellegenren, og illustrator Viki Munksgaard udarbejder en illustration til hver enkelt novelle. De færdige noveller udgives i en antologi, og det hele præsenteres med oplæsning til den nordjyske ord- og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg i april 2024.

Hjørring Bibliotekerne opfordrer til, at unge fra hele landet søger om optagelse. Et par mødedage ligger ganske vist i Hjørring, men uden for almindelig arbejds- og studietid, og det øvrige skrivearbejde kan man sagtens foretage hjemmefra.
Spørgsmål er meget velkommen og kan rettes til Lars Simonsen eller Liza Signe Andersen, Hjørring Bibliotekerne. Ansøgningsfristen til VendsysselNoveller er den 1. november 2023.

VendsysselNoveller

VendsysselNoveller

Ansøg her