Læseudfordring 2021
Læseudfordring 2021

Læseudfordring 2021 - januar

22.01.21
Mangler du inspiration til månedens læseudfordring, har vi fundet et udvalg af nyere dansk litteratur.

I den autofiktive roman Den, der lever stille, skildrer Leonora Christina Skov en ensom opvækst, higen efter forældrenes anerkendelse og kærlighed, frigørelsen og kampen for at springe ud som lesbisk.
Biografien Gennem glasvæggen giver et barskt og smukt billede af hvordan skuespiller Henning Jensen har levet med depression som en livslang følgesvend.
Til de politisk interesserede har Lars Løkke Rasmussen udgivet biografien Om de fleste og det meste, hvori han bl.a. fortæller om karrieren som politiker og hvad der lå forud for hans afgang som Venstres formand.
Iben Mondrup skildrer i Tabita et Grønland, der var engang. Vi hører om den grønlandske pige, Tabitas møde med en dansk familie, og de konsekvenser mødet får for hende og hendes familie.
Niviaq Korneliussen er en af Grønlands nye stemmer, som kommer fint til udtryk i Blomsterdalen. Hun skriver stærkt og smukt om hvordan det er at være ung i Grønland, om ensomheden, kærligheden, sorg og de mange selvmord blandt landets unge.
Jeanette Varberg og Poul Duedahl giver i Den fjerde rytter: 10.000 års epidemihistorie et spændende indblik i 10.000 års epidemihistorie. Bogen starter meget aktuelt med COVID-19 udbruddet i Wuhan og bevæger sig så baglæns i tiden og skildrer menneskets kamp mod epidemier og pandemier.
Gertrud Tinning giver med En uretfærdig Tid, en spændende, realistisk og dramatisk fortælling om hvordan de første spæde skridt til kvindefrigørelsen blev taget, men også en generel fortælling om arbejdernes vilkår i slutningen af 1900-tallet i storbyerne. 

Gå selv på opdagelse i resten af vores forslag, eller hvad med at læse eller genlæse en af danske klassikere?

God læselyst i januar.

Materialer