Anbefalinger fra avisen
Anbefalinger fra avisen

Anbefalinger fra avisen: Politiske bøger – og det, der ligner

16.09.22
I denne tid, hvor vi alle går og venter på valgkamp, har ansatte hos Hjørring Bibliotekerne et par anbefalinger til dig af politiske bøger og det, der ligner. Politik og demokrati set fra både de voksnes side og i børnehøjde. God læselyst – og god valgkamp!

Bente

50 år i dansk politik

Bibliotekar Bente Biegel har læst ”Det var det værd: politisk tilbageblik af Holger K. Nielsen” og siger:

Holger K. Nielsen har jo været en del af SF's og dansk politiks historie siden 1972, hvor han meldte sig ind i partiet, siden blev folketingsmedlem og sad i Folketinget for SF indtil 2019. Bogen her handler stort set ikke om hans privatliv, men derimod om hans politiske liv og den rivende udvikling, som verden har oplevet gennem det sidste halve århundrede. Det er en kronologisk gennemgang og et kig bag kulisserne på godt og ondt.

Vi starter selvfølgelig med, at SF, under stor dramatik og bevågenhed, forlader regeringen i 2014, og så er det ellers et tilbageblik på 50 år i dansk politik. Først lidt om barndommen og den ”vilde” ungdom i 60’erne og 70’erne. Ræverødt og et helt andet politisk billede end i dag, med stor splittelse og mange fraktioner på venstrefløjen. Den kronologisk gennemgang fortsættes med overskrifter som medlem af folketinget, partiformand, det nationale kompromis, sikkerhedspolitik, Danmark som krigsnation og udlændingedebat, indtil ringen sluttes med regeringsdannelsen i 2011 og en gennemgang af tiden som regeringsparti. Som skatteminister og udenrigsminister opleves forskellen på at ”have magten” og sidde i opposition på nærmeste hold. Tankevækkende og interessant læsning.

Holger K. Nielsen er en sympatisk og positiv mand, og det præger det meste af bogen. Men der er også passager, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem. F.eks. om de sidste år og samarbejdet med Helle Thorning, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager. Egentlig tankevækkende, at de i dag alle har forladt dansk politik, i hvert fald på Christiansborg. Bogen handler ikke kun om dansk politik, men også om, hvordan Danmark med sit ”ja” til EF i 1972 bliver mere og mere afhængigt/præget af Europa og resten af verden. Derfor indeholder bogen også en masse indblik i netop international politik. Forholdsvis korte oprids af diverse konflikter, som stadig har betydning i dag.

Som optakt til et kommende folketingsvalg og som et velskrevet og let tilgængeligt historisk dokument vil jeg anbefale bogen på det varmeste.

Lars

Tegneserie om styret i Nordkorea

Bibliotekar Lars Simonsen har læst ”Pyongyang – En rejse i Nordkorea” af den fransk-canadiske tegneserieforfatter Guy Delisle og fortæller:

Denne tegneserie - som mest henvender sig til unge og voksne - byder på noget så sjældent som et dybdegående indblik i hverdagen i Nordkoreas hovedstad Pyongyang i starten af dette årtusinde. Eller så dybdegående, som det nu engang kan lade sig gøre med tilfældet Nordkorea. Temaerne om diktatur og overvågning er jo ret dystre, og tegningerne er da også holdt i sorte, hvide og grå nuancer. Alligevel bliver stemningen kun glimtvis tung, og det skyldes først og fremmest en herlig form for sort humor. Derudover bliver de værste forbrydelser mod den undertrykte befolkning aldrig beskrevet i detaljer. Den slags uhyrligheder ligger i stedet konstant og ulmer lige under overfladen.

Tegneserien bygger på forfatteren egne oplevelser i Nordkorea, og han lykkes som regel med at udvise en let distanceret og ironisk tilgang til det meste. En luksus, han til dels kan tillade sig, fordi han som vesterlænding blot er på et relativt kort visit på to måneder i landet. Formålet med hans rejse er at overvåge produktionen af en tegnefilm, som af økonomiske årsager finder sted i det fattige, isolerede land. 
Fritiden bruger forfatteren blandt andet på at se lidt bag facaden i Pyongyang – en ikke helt ukompliceret fritidssyssel, når man størstedelen af tiden bliver mandsopdækket af en lokal ”guide”, der har til opgave at overvåge alle ens bevægelser. Dette til trods får Guy oplevet en del mærkværdigheder og stifter især kendskab med den allestedsnærværende hyldest af ”den kære leder” samt befolkningens nervøsitet og frygt. Guy undrer sig over tingenes tilstand i diktaturstaten, og et meget centralt spørgsmål rumsterer i hans sind, udtrykt på side 80 i tegneserien: ”Tror de selv på alt det pis man prøver at få dem til at sluge?”

Charlotte

”Hvorfor må I ryge, når vi ikke må spise slik?”

Børnebibliotekar Charlotte Nielsen har læst Sabine Lemires ”Mira - #børn, #imod, #voksne” og anbefaler den med ordene:

Dette er endnu en graphic novel i serien om pigen Mira – denne gang med politiske budskaber! Mira og hendes venner synes nemlig, at de voksne bestemmer alt for meget, uden overhovedet at tænke på børnene. Og det vil de ikke finde sig i! I Miras klasse synes lærerne pludselig, at det er en virkelig god idé med prøver hver eneste dag – i alle fag, i en uge i træk. Og derhjemme finder Miras mor på, at familien skal flytte til Bornholm – selvom hun er den eneste, der synes, det er en god idé. Miras bedste veninde Liva er bange for, at hendes forældre vil skilles, og det bliver for meget med alle de voksne, der bestemmer alt muligt over børnenes liv. Så Mira og vennerne beslutter sig for at gøre noget ved det! 

Denne børnebog om demokrati, aktivisme, dilemmaer, venskaber og hverdagsliv vil jeg varmt anbefale til de 9-12-årige piger, og forældre kunne såmænd også få et godt indblik i hvordan det føles, når voksne tager alle beslutningerne for én.

Materialer